Overvældende stor interesse for golf i Rold Skov Golfklub

Onsdag, 05/05/2010 09:00

Det var med stor tilfredshed bestyrelsen og begynderudvalget kunne afslutte Åben Hus-dagen i Rold Skov Golfklub efter, at over 100 besøgende gæster havde taget mod klubbens tilbud om at prøve at slå en skævert med en golfbold.
De interesserede blev budt velkommen af formand Lars Hvilsted Rasmussen og begynderudvalgets formand Vagn Gaarde. Herefter blev man inddelt i små grupper og vist rundt i det store klubhus. Herefter gik turen ud på 18 hullers banen, hvor etablerede spillere kunne ses i aktion.
Ved indspilsgreenen havde greenkeeperne linet deres maskiner op og fortalte levende om hvordan og til hvad og hvorfor, de bruger de forskellige maskiner.
Efterfølgende blev det gæsterne selv, der efter grundig instruktion af træner Asbjørn Ellegaard og hans dygtige hjælpere, slog lange bolde og senere var på putting green, hvor der blev konkurreret om rødvin.
De gæster, der stadig havde kræfter tilbage, havde muligheden for at spille på en rigtig golfbane, nemlig klubbens Par 3-bane.
Inde i klubhuset fik gæsterne af begynderudvalgets formand fortalt om golfens mysterier, mens kontoret fortalte om mulighederne for medlemskaber og registrerede de nye medlemmer, der kan se frem til mange timers glæde i selskab med den lille bold.
Til slut var klubben vært for et lille traktement i klubbens restaurant, Hul 19.
Det var til stor glæde for bestyrelsen at se den kæmpe interesse, der blev vist for at komme ind i klubben, også selvom der allerede er opstartet flere hold begyndere inden åbent-hus-dagen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"