Overskud på Champions League arrangement før kampstart

Fredag, 21/05/2010 09:15

FREJLEV: Den nydannede netværksgruppe i Frejlev »Group 9200« kan allerede inden dørene åbnes til Champions League Finale-arrangement på lørdag notere, at begivenheden med sikkerhed vil give et overskud til foreningslivet i Frejlev, herunder en ny idrætshal.
Der er foreløbigt solgt over halvdelen af de i alt 450 billetter. Det finder »Group 9200« ganske tilfredsstillende, da finalen sendes direkte i TV, hvilket giver mulighed for at henlægge aftenen til egen sofa. Dog vil det med sikkerhed ikke give den samme totaloplevelse, at se kampen hjemme i stuen end i Frejlev hallen denne aften. Arrangementet byder ganske enkelt på meget mere end selve finalekampen mellem tyske Bayern München og italienske Inter. Samtidig støtter deltagerne lokalsporten i Frejlev ved at købe billet – endnu et godt argument for at gæste Frejlev hallen denne aften, opfordrer personerne bag arrangementet.
Det er meget forskelligt hvor billetterne er solgt til, men især mange fodboldhold har ytret interesse, men endnu ikke købt billet. Derfor er det også med stor optimisme, at netværksgruppen tror lokale klubber og foreninger fra området omkring Nibe, Sønderholm og Frejlev vil bidrage til, at arrangementet samler flere end 300.       
To markante Nordjyder møder op inden kick off
Peter Rudbæk og Allan Kuhn, der hver især har sat sit fingeraftryk på Nordjysk fodbold de seneste mange år, møder op i hver sin rolle. De er begge kendt som personligheder med megen humor og lune. 
DBU konsulent, TV- kommentator og foredragsholder Peter Rudbæk vil give et indlæg med hovedoverskriften: »Fodbold & teams«       . Derudover vil Peter Rudbæk give et bud på, hvordan man, i et trænerperspektiv, stækker finalens fodboldprofiler.
Allan Kuhn har sidst været kendt i det Nordjyske, for de enestående resultater i forbindelse med AaB’s mesterskab og efterfølgende deltagelse i Champions League turneringen. Her blev nogle af Europas bedste hold enten besejret eller fulgt til dørs i uafgjorte kampe. 
Computerspilsgiganten, EA Games, laver en turnering på spillet FIFA 10 på opstillede spillekonsoller. De to finalister får æren af at dyste på salens storskærm med Allan Kuhn som medkommentator, og en Playstation 3 som gevinst.
Alt tyder på der er lagt op til en storslået fodboldaften, hvor hele overskuddet går til foreningslivet i Frejlev!
Flere initiativer for ny hal
Foreningen bag Champions League Finalen, Group 9200, appellerer til at såvel lokale borgere som erhvervslivet bakker initiativer op, der er til gavn for indsamlingen af penge til en ny Frejlev hal. Senere kommer såvel et motionsløb som en Oktoberfest.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"