Oversavet jagtgevær kastet ud af flugtbil

Af Ture Damtoft, Mandag, 11/03/2019 12:46

SULDRUP: Natten til lørdag klokken 01.27 blev politiet opmærksomme på en bil på Gammelholmvej i nærheden af Sønderup lige syd for Suldrup.

Føreren var bestemt ikke interesseret i at tale med ordensmagten, så han prøver at flygte fra politiet, der naturligvis sætter efter.

Under biljagten ser politiet noget blive kastet ud af bilen, men de fortsætter naturligvis eftersættelsen af bilen, der med høj fart fortsætter flugten.

Først efter adskillige kilometer og efter at have tilkaldt hjælp lykkes det endelig politiet at få stoppet bilen.

De måtte tage 'stingerspikes' i brug, men endelig blev bilen bragt til standsning på Haverslevvej tæt på krydset med Hobrovej.

Føreren af bilen var en 19-årig mand, der havde en 31-årig mand som passager. Begge er fra Jammerbugt Kommune.

Efterfølgende søger politiet med hund, i området hvor noget var kastet fra bilen. Hunden leder politiet hen til en blå taske, og i den ligger der et oversavet jagtgevær og en del ammunition.

I løbet af lørdagen blev de to mænd fremstillet i grundlovsforhør, hvor den 31-årige blev varetægtsfængslet i to uger og den 19-årige i fire uger.

Den yngre kriminelle blev desuden sigtet for at køre i påvirket tilstand, for at føre bil uden gyldigt kørekort og for at være i besiddelse af en springkniv.