Over 100 deltog i protest for syrere i Aars Lystanlæg

Af Ture Damtoft, Onsdag, 09/06/2021 08:30

AARS: Dannebrog og hjerter i kampen mod hjemsendelse af syriske flygtninge.

- Der må være andre i Vesthimmerland, som tænker det samme som os og er utilfredse med, at syriske flygtninge sendes hjem til et land, hvor de ikke er sikre, siger David Rathkjen.

Han og hustruen Maya var arrangører af protestdemonstrationen i anlægget i Aars mandag aften.

Her samledes over 100 medborgere, og med Dannebrog og røde hjerter markerede de deres modstand mod regeringens politik om hjemsendelse af syrere.

Der blev holdt taler, læst digte og sunget sange som en del af programmet for demonstrationen, der varede en time.

- Herefter kunne folk komme og prikke mig på skulderen, hvis de ville sige noget. Det ville en 16-årig syrisk pige, som fortalte hvordan hun har det i Danmark, hvor hun har lært dansk, får gode karakterer og glæder sig til at skulle begynde på gymnasiet. Hun er bange for, at hun måske vil blive sendt tilbage og beskriver det som en katastrofe, hvis det sker. Der sidder en ond diktator i Syrien, og han står nok ikke klar med åbne arme til dem, som vender tilbage, og som han ser som politiske modstandere, siger David Rathkjen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"