Otte borgmestre sent ude

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 08/06/2021 08:33

VESTHIMMERLAND: Nu ingen kommentarer om, at ting kan tage for lang tid i det kommunale system.

For tredje gang var nuværende borgmester i Vesthimmerlands Kommunes, Per Bach Laursen, mandag 7. juni vært ved en nytårskur for de tidligere borgmestre i Vesthimmerland og de fire sammenlagte kommuner; Aars, Løgstør, Farsø og Aalestrup.

Der var fuldt fremmøde af alle nulevende pånær Rigmor Sandborg fra Aalestrup Kommune.

De havde nogle hyggelige timer sammen og fortalte anekdoter. F.eks. om kommunalreformen i 1970, da antallet af kommuner blev reduceret fra 1098 til 277.

- Hvordan kan det være, Aggersund og Aggersborg hører med til Vesthimmerland og ikke dengang kom med i Fjerritslev Kommune. Det kunne Christian Mejdahl fortælle. Der var en folkeafstemning deroppe, og måske var det springende punkt, at de skolesøgende børn skulle deles, hvis de var kommet i Fjerritslev Kommune, men der var plads til dem allesammen i Løgstør. Eller hvordan kan det være, at vi i Vesthimmerland kalder det for et byråd i stedet for kommunalbestyrelse. Det havde vi en drøftelse af, og konklusionen er, at det er en god tradition, bl.a. andet fordi det er nemmere for journalister at skrive, griner Per Bach Laursen og tilføjer, at man nok kan høre, stemningen var høj.

Så selvom det var en sen nytårskur pga. corona, fejlede stemningen ikke noget, og så er der kun godt et havlt års tid, til de igen kan dele historier om deres tider som borgmestre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"