Optakt til ny start i Klinik Svane

Tirsdag, 08/06/2010 14:25

STORVORDE: Grundlovsdag kunne Mette Nielsen, Klinik Svane på Vestermarksvej, fejre 3 års fødselsdag for sin butik, der tilbyder diverse behandlinger og produkter til både skønhed, velbefindende samt ømme rygge og ben med meget mere.
De seneste måneder har klinik Svane været udlejet til 2 søstre, der med tilbud i branchen sørgede for, at Mette kunne nyde sin barselsorlov, samtidig med, at kunderne ikke gik forgæves.
For nogen tid siden er Mette Nielsen atter så småt vendt tilbage til sin klinik og til august er det ganske vist: Svanen med Mette som styrmand, sejler igen på fuld tid.

Festlig dag

Man kan sige, at Mette har timet fødselsdagen perfekt. Den 5. juni er som Grundlovsdag naturligvis flagdag, og dette blev da heller ikke glemt i Storvorde Flauglaug. Så med egen hygge både ude og inde, kunne Mette Nielsen og de mange gæster også nyde den flagpyntede Vestermarksvej som en ekstra bonus, der oven i købet var ledsaget af dejligt sommervejr.
Der var lanceret en lang række tilbud på både produkter og behandlinger i dagens anledning, og de fleste af disse gælder hele juni måned, som annonceret i sidste uge.
Blandt gæsterne, der hyggede sig vældigt, traf vi morfar Niels Hvirvelkær og Gitte Schroll, der er både veninde og kunde, ved bordet med kagemand. Mette havde også kølige drikke på lager for både børn og voksne, så dagen forløb festligt og Mette Nielsen er nu parat til en ny start for alvor til august.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"