Opfordrer Regionen til at genoptage dialogen med Made In Denmark

Tirsdag, 22/03/2016 08:14

Uenighed mellem Made In Denmark-arrangør, Lars Larsen, og Region Nordjylland kan få konsekvenser for afholdelsen af Made In Denmark i Vesthimmerland. Men i Vesthimmerland opfordrer flere til, at dialogen genoptages, og at man i fællesskab finder en løsning til glæde for alle

VESTHIMMERLAND: For tredje gang vil golfturneringen Made In Denmark til august løbe af stablen i Vesthimmerland, og det skal gerne fortsætte i mange år frem. I de to forgange år har Made In Denmark været en kæmpe succes til gavn for hele Nordjylland, så hvorfor ikke lade en dundrende succes fortsætte? Sådan spørger borgmesteren og turistchefen i Vesthimmerland.
Medarrangør af Made In Denmark, Lars Larsen, har i går luftet muligheden for at flytte Danmarks største sportsbegivenhed væk fra Nordjylland, hvis ikke Region Nordjylland fastholder at støtte golfturneringen med 7,5 millioner kroner for tredje år i træk, og ikke de 2 millioner kroner, som regionen nu har lagt op til.
I Vesthimmerlands Kommune opfordrer vi nu til, at Made In Denmark og Region Nordjylland får sat sig sammen, så Danmarks største sportsbegivenhed kan fortsætte i Nordjylland, også efter år 2016.
- Made In Denmark betyder rigtig meget for Vesthimmerland, men også for hele Nordjylland. I de to forgange år har det været en sand folkefest, og det har givet vores område en hel del omsætning og synlighed. Derfor håber jeg, at parterne på ny sætter sig sammen og finder en løsning, for hvornår får vi igen en så stor begivenhed til Nordjylland?, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen. 
Hos VisitVesthimmerland og Himmerlands Udviklingsråd håber og opfordrer man også til, at Region Nordjylland og folkene bag Made In Denmark finder en løsning. 
- Made In Denmark er en kæmpe markedsføringsplatform for hele det vesthimmerlandske turisterhverv og betyder samtidig utrolig meget for vores slagkraftighed i hele Nordjylland. At vi kan løfte en så stor event viser også, at vi som område bliver anerkendt og bidrager til et godt produkt til glæde for mange, siger turistchef i VisitVesthimmerland, Jimmi Petersen, og får opbakning fra Himmerlands Udviklingsråd. 
- Et fortsat stærkt samarbejde mellem Region Nordjylland og Made In Denmark er lig med erhvervsudvikling i hele Nordjylland. Derfor opfordrer vi til at parterne mødes, så Made In Denmark kan fortsætte i Himmerland, siger erhvervschef i Himmerlands Udviklingsråd, Dan Skovgaard. 
En rapport fra University College Nordjylland og VisitDenmark har tidligere på året slået fast, at Made In Denmark i 2015 skabte 62,5 millioner kroner i turistforbrug og 83 nye job i lokalområdet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"