Nyt grubehus ved Vikingebyen Sebbersund ser nu dagens lys!

Onsdag, 28/07/2010 08:14

Gennem hele denne uge arbejder medlemmer af Vikingebyens Venner med at opføre et nyt hus af typen, som blev brugt i Sebbersund i Vikingetiden.

Følgerne af den fredning for Vikingebyen i Sebbersund, som blev vedtaget for et par år siden er den, at det hidtidige aktivitetsområde, hvor der bl.a. er placeret et udstillingshus og bygget et grubehus, skal rømmes. Nye aktiviteter skal derefter foregå på et dertil indrettet område, få hundrede meter længere mod nord. Tidligere er også en nybygget villa i fredningsområdet blevet nedrevet, og familien har genopført et tilsvarende hus ved Sebbersunds bygrænse.
Foreningen Sebbersund Vikingebys Venner har således de seneste måneder arbejdet hen imod at opføre et nyt grubehus, som er den hustype, der var almindelig i Vikingetid, og som der ved udgravninger i starten af 1990’erne blev fundet rester af i stort tal. Tidligere borgmester og byrådsmedlem Elin Møller, der er foreningens meget engagerede formand, oplyser, at en særligt nedsat arbejdsgruppe har forberedt byggeriet, og alle myndighedskrav som aftale med fredningsnævnet, landzonetilladelse og byggesagsbehandling, nu er på plads.
En aftale med Buderupholm Statsskovdistrikt sikrede, at der kunne fældes det nødvendige egetræ i Aars Skov. I forsommeren er dette træ blevet forberedt med afbarkning m.m., og byggeriet kunne for kort tid siden gå i gang.
Elin Møller oplyser videre, at processen går rigtig fint, og der nu er opsat de store bærende stolper og overlægger til at bære et tag. Der er sat stolper til pileflet, og næste opgave er pileflet og lerklining som er sammensat af ler, komøg, blandet med halm og lidt sand.
– Arbejdsgruppen er på stedet i denne uge, hver dag i dagtimerne, og man er velkommen til at besøge byggearbejdet, siger Elin Møller. Hun understreger dog, at arbejdet med det nye grubehus er så omfattende, at det ikke når at blive færdigt til den årlige Vikinge Aktivitetsdag midt i august.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"