Nytårssalut med små kanoner

Af Torsten Hansen, Fredag, 01/01/2021 17:42

AARS: I flere år har medlemmer af Himmerlands Saluterningslaug skudt nytåret ind med tre store kanoner på Kimbrertorvet i Aars. Det er hver gang sket d. 31. december kl. 12.
Men som alt andet blev denne tradition ramt af Corona.
Det er dog sådan, at militæret er ikke sådan at nedlægge, så hvis man ikke kan på den ene måde, så må man finde en anden vej. Fire af laugets medlemmer besluttede at samles på årets sidste dag. Men i respekt for Corona-restriktionerne valgte de ikke at fortælle tidspunktet, og heller ikke, at de rent faktisk kom for at skyde nytåret ind. - Ingen havde varslet, at kanonerne blev kørt i stilling. Ingen Borgmester kom for at sætte ord på årsskiftet, ingen Kimbrergarden kom og spillede, ingen Arosia sangkor kom med deres dejlige sang, vi manglede alle de dejlige mennesker, der plejer at møde op, for at medvirke til festligholdelse af nytårsskiftet og ingen nytårs-skål på Kimbrertorvet, siger Lone Stubberup, Aars Handelsstandsforening, der var blevet informeret om aktiviteten.
De store kanoner var i år skiftet ud med seks små kanoner - der dog også giver høje knald, når de fyres af. Med militærisk præcision blev de skudt af. Og ja, de var små, men lyden fik alligevel hver en raket på aftenhimlen til at blive misundelige. Nytåret blev skudt ind - på trods. Om Coronavirusen blev ramt af en af de seks kanoner vides ikke. Men vi har jo lov til at håbe.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"