Nytårspris til Søren Byrjalsen

Tirsdag, 12/01/2016 17:41

Siden 2007 er Nytårsprisen hvert år blevet uddelt til personer eller foreninger på egnen, som har gjort sig særligt bemærket i form af kulturformidling.

Værner om lokalhistorien
Denne gang gik den til Søren Byrjalsen for sit store arbejde med at værne om lokalhistorien i Ullits og Foulum.

Det var Karen Pedersen fra Farsø Kulturråd, som stod for motivationen for tildelingen af prisen, der lød således:

Dette års Kulturpris går til en ildsjæl, der gennem sit store engagement og sin vedholdenhed har været og er en igangsætter og aktiv del af det lokalsamfund han omgiver sig med.

For at fortiden kan være en del af nutiden og blive en del af fremtiden skal den bevares. Bevares ved at nedfældes på tryk. Og det er præcis, hvad du så dygtigt har gjort. Det er blevet til tre bogudgivelser med lokalsamfundets gode historier, der er med til at give os rødder og identitet.

Da Ullits Skoles vartegn, bronzestatuetten Solpigen gement blev stjålet var du mand for at igangsætte en indsamling og foranledige genskabelsen af den kopi, der nu igen pryder den skole, den blev skabt til.

Senest er du tovholder for det nyoprettede Ullits og Foulum Lokalhistoriske Arkiv, hvor I inviterer til givtigt samvær i Sognegården en gang om måneden, og her har du stadig fokus på at indsamle lokal- og personalhistoriske materialer til bevaring af vores fælles kulturarv.

Søren Byrjalsen fik herefter af Kulturrådsformand Jens Erik Due Hansen overrakt Nytårsprisen 2016 som består af et diplom, en buket blomster og en check på 2.500 kr.

Søren Byrjalsen takkede for den ærefulde pris og dem som har indstillet ham til den. En pris som han bestemt ikke havde regnet med at få. Hans beskedenhed, ville have ham til at sige, at han ikke gør så meget mere end andre. Men hans store interesse for lokalhistorie - og at værne om den, er ikke til at tage fejl af.     

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"