Nyheder og lommevenner på kreativmessen i Aars - Jyllands største

Af Ture Damtoft, Onsdag, 03/04/2024 09:00

AARS: Igen er der stor interesse for at udstille på Jyllands største kreative messe i Messecenter Vesthimmerland i Aars.

Flere end 100 udstillere er med på Kreativ Forårs Hobby messen, hvor man kan finde flotte ting til hjemmet samt materialer, ideer og inspiration til knipling, vævning, hækling, crepe papir, knytning, garn, stof, strik, keramik, betonkunst og meget mere.

Messen gennemføres i den kommende weekend når messecenteret åbner dørene til den syvende udgave af Kreativ Forårs Hobby.

- Det er blevet til Jyllands største messe indenfor kreativ hobby. Begge vore udstillingshaller fyldes til bristepunktet med mere end 100 forskellige stande og udstillere. Kreativ Forårs Hobby er for hele familien. Vi byder på alt indenfor krea området – fra de feminine hobbyer med perler og garn til de maskuline i beton og træ, og igen i år vil der være en del for smagsløgene. Der kan f. eks. stiftes bekendtskab med tørret pesto, krydderier, dip, sennep, olie, chokolade, honning, mjød, spegepølser og meget mere, siger vicedirektør i Messecenter Vesthimmerland, Marianne Poulsen.

Strik en lille bamse
En af nyhederne er Lommevenner, der kvit og frit har fået en stand på messen, og 10-12 af udstillerne har doneret materialer.

Lommevenner er små strikkede bamser, man kan donere til politiet og ambulancetjenesten.- Det er et godt initiativ, som vi gerne vil støtte op om, hvor politiet og ambulancefolk kan give børnene en lille trøstebamse i svære situationer. Vi har fået sponsoreret garn, strikkepinde og knapper til øjnene. Det er små bamser, og for dem, som ikke er så vant til at strikke, skulle det tage en lille times tid, og jeg håber der vil være fyldt ved bordet i løbet af dagene, så vi kan donere mange bamser på nærpolitistationen her i Aars engang i løbet af næste uge, siger Marianne Poulsen, som regner med at have for travlt til selv at strikke på messen men lover at lave en før, så de strikkende gæster kan se et eksempel.

Sæt hele dagen af
Der er også andre nyheder på messen, som ikke er til et velgørende formål. Quilt og Patchwork By Ellen, Bolette’s stofbutik, Kreaboblen samt øreringe fra InClay.

- Vi får ligeledes besøg af Pind & Garn, der medbringer strikke og hæklekits i eget designs, så man kan gå hjem med sit kit og gå i gang med det samme.

Kik også forbi Handmade by ianke, der udstiller og sælger fantastiske Mixed Media ting, siger Marianne Poulsen.

Andre nye udstillere kan bl.a. nævnes Yvonne H - keramik og små malerier, Art by Fb med smukke og originale olie og akrylmalerier samt Stenkunstner Knud A. Thomsen.

- Kreativ Forårs Hobby er også for dig, der ikke har tiden eller evnerne til selv at nørkle med en hobby. På messen byder vi også på salg af færdige varer med alt fra fuglehuse, smykker, kort, glaskunst til stenkunst, trædrejede ting, hæklet børne legetøj og meget meget mere.

Der bliver masser af inspiration at hente, så sæt hele dagen af, når vi byder på Kreativ Forårs Hobby i Messecenter Vesthimmerland, siger Marianne Poulsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"