Nye folk er klar til at tage over på 4H Gården i Aars

Af Torsten Hansen, Fredag, 03/01/2020 08:00

Tina Valsted vil gerne vælges til ny formand på generalforsamlingen

AARS: På papiret er Tina Valsted stadig fodermester på 4H Gården i Aars, men meget snart udvider hun sit ansvarsområde - hvis hun på den kommende generalforsamling får opbakning til det. Tina Valsted er nemlig parat til at overtage driften af 4H Gården i Aars efter Henning og Hanne Bach, der har stået i spidsen for gården i 23 år.

Hanne og Henrik Bach er parate til at slippe tøjlerne, men har dog lovet, at de står bi en periode, for at hjælpe Tina Valsted i gang.

Det samme gælder Bjarne Madsen, der også vælger at stoppe - efter 31 år.

4H Gården i Aars begyndte i 1981, og Bjarne Madsen kom til i 1988, hvor hans datter begyndte. Siden har Bjarne Madsen været formand og kasserer i mange år.

Det er dog ligeledes mange år siden, hans børn stoppede i 4H.

Tina Valsted har til gengæld tre børn, hvoraf de to er aktive i 4H Gården. Det gør, at Tina Valsted følger med på tætteste hold.

- Jeg vil nødig se, at vi ikke længere har gården.

4H er et fristed for mange børn, og det eneste sted de kan have med dyr at gøre - hvor det ikke er en rideskole, forklarer Tina Valsted.

Der er dog heste på 4H Gården i Aars. Der er samtidig geder, høns, kaniner, katte og minigrise.

- Stedet er meget brugt som besøgsgård. En af de store brugere af gården er Vestermarkskolen i Aars, bemærker Tina Valsted, der håber på, at hun bliver valgt som formand på generalforsamlingen 29. januar. Der er behov for at få flere nye ind - da tre personer som nævnt træder ud.

- Der er mange frivillige tilknyttet 4H, så vi forventer, det godt kan lade sig gøre, siger Hanne Bach.

- Jeg tror også på, at vi bliver en ny flok, der kommer med gode ideer til gården, supplerer Tina Valsted.

Daglig glæde

- Vi har glædet os over at være med i de mange år, siger Hanne Bach.

- Det er en stor glæde at se børnene sammen med dyrene, supplerer Henning Bach, der alligevel også gerne vil bruge seniorlivet til andre ting.

Henning Bach vil også se tilbage på de mange gange, han har mødt nogle af børnene i byen, og de begejstret er kommet hen for at snakke eller give et knus.

Der er cirka 35 børn tilknyttet 4H Gården i Aars. Dertil kommer de mange dyr, der skal passes. I hverdagen er det fodermesteren, der passer dyrene, mens forældrene til de 35 børn træder til i weekender.

- Det kræver cirka fire timer om dagen at være fodermester.

Nogle timer om morgenen og andre timer om aftenen, forklarer Henning Bach, der har haft opgaven i mange år.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"