Ny ledelse skal skabe vækst hos Dania i Aars

Onsdag, 09/06/2010 11:00

Stor afskedsreception for direktør Poul E. Haurum

AARS: Jernstøberiet Dania A/S i Aars har fået ny topledelse. I sidste uge blev der taget afsked med administrerende direktør Poul Erik Haurum, som i mere end 30 år har været i spidsen for støberivirksomheden, og som nu er gået på pension. Der blev sagt farvel med kanonsalut ved en stor reception i Messceenter Aars.
49-årige Per Thy Sørensen skal som ny administrerende direktør hos Dania i Aars geare firmaet til langsigtet, profitabel vækst. Det sker efter et turbulent efterår med betalingsstandsning og ejerskifte. Den nye topchef, der kommer fra Unimerco, udgør sammen med den nyudnævnte fabriksdirektør Jon Jensen Danias nye ledelse.
- Dania er i dag en virksomhed med styr på driften, solid egenkapital og øget ordretilgang. Firmaet har samtidig en mangeårig historie og er en betydelig aktør i lokalområdet, så jeg er stolt over at overtage rorpinden, siger Per Thy Sørensen, der bl. a. har en uddannelse som maskiningeniør.
Per Thy Sørensen har siden 2004 været adm. direktør for værktøjsproducenten Unimercos selskaber i Tyskland, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Kina, hvortil han kom fra en årrække med forskellige lederstillinger i Danfoss.
Samtidig med ansættelsen af Per Thy Sørensen er Danias produktionschef siden 2007, Jon Jensen, forfremmet til fabriksdirektør med ansvar for støberi og maskinfabrik. Jon Jensen har tidligere haft lederstillinger i blandt andet Metallic, Hydromix, Hansen Doors og Danogips.
Dania, der producerer emner i jernstøbegods til kunder i Danmark og udlandet, har siden årsskiftet ansat 80 nye medarbejdere og beskæftiger i dag 240 ansatte. Årsregnskabet fra 2009 viste trods underskud en stor egenkapital og mindsket gæld, så den nye direktør ser frem til at komme i gang med arbejdet.

Gode takter
- Forårets gode takter understreger sammen med det solide økonomiske fundament, at Dania er en effektiv underleverandør med et stort potentiale. Med afsæt i de gode resultater siden årsskiftet er målet at sikre en langsigtet, profitabel vækst, der kan skabe rammerne for Dania som en fortsat sund virksomhed og sikker arbejdsplads, siger Per Thy Sørensen.
Den nye direktør er bevidst om, at kravene til virksomheden vil stige fremover, selvom den økonomiske krise er ved at være ovre. Krisen har nemlig skabt nye spilleregler på de internationale markeder, hvor Dania har en stor del af kunderne.
- I de kommende år vil Dania i stigende grad få konkurrence fra jernstøberier i eksempelvis Kina og Brasilien. Det er vi nødt til at tage højde for ved hele tiden at være udviklingsorienterede i alle led i virksomheden. Eksempelvis ved løbende at inddrage medarbejderne i, hvordan vi kan blive endnu mere effektive i hverdagen, siger Per Thy Sørensen.
Bestyrelsesformand for Jernstøberiet Dania A/S, Birger Larsen, har stået i spidsen for ansættelsen af Per Thy Sørensen, og har store forventninger til den nye topchef.
- Der var et meget stærkt ansøgerfelt til stillingen, men Per Thy Sørensen var med sin tunge tekniske, ledelsesmæssige og kommercielle erfaring umulig at komme udenom. Samtidig har han fra sine stillinger hos Unimerco og Danfoss stor forståelse for vilkårene ved at være underleverandør på krævende internationale markeder, ligesom tiden i Unimerco har givet ham relevante kompetencer i forhold til Danias maskinfabrik, siger Birger Larsen.
Per Thy Sørensen er flyttet fra Herning til Aars. Udover ingeniøruddannelsen, som er taget på Odense Teknikum, har han gennemført en lederuddannelse i England. Han har tre børn på henholdsvis 14, 19 og 21 år og dyrker løb og cykling i fritiden.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"