Ny kok til Halkær Kro

Torsdag, 21/01/2010 00:51

Halkær Krokøkken  udvider bemandingen med Kenneth Kragelund som ny kok.
Torsdag fik 85 spisende gæster lejlighed til at sætte tænderne i en lækker menu kreeret af Halkær Krokøkkens nye kok Kenneth Kragelund, der tidligere var forpagter af Restaurant Nørlund.
Halkær Krokøkken har stigende aktivitet bl.a. indenfor områderne familiefester, udflugter og kurser, samt ambitioner om at udvikle en serie af specialiteter fra Halkær Ådal, i første omgang til salg i den lokale landhandel om torsdagen, men efterhånden også på marked i Nibe, i specialforretninger og enkelte produkter til den almindelige detailhandel.  Derfor er det blevet nødvendigt med yderligere personale i køkkenet, og jeg har store forventninger til hvordan Kenneth kan være med til at udvikle køkkenet, siger Edith Agerbo, Halkær Kro..
Kenneth har reageret på en jobannonce, og var især tiltrukket af køkkenets holdninger til økologi og ærlig mad af gode lokale råvarer, samt mulighederne for at gå ind og præge menukortet og være med til at udvikle specialiteter.  Derfor er der også en kraftig revision af menukortet på vej,  i  retning mod at arbejde ud fra overskrifter så som kalv, ørred, asparges, og så komponere menuen derudfra, med mulighed for at foretage de sidste beslutninger på dagen. Formålet er at give den optimale menu, med masser af små overraskelser for øjet og ikke mindst for ganen.
Køkkenets filisofi er uændret – Vi hylder de gode råvarer, og lader dem tale deres enkle og klare sprog, hvor vi  garanterer saft og kraft fra start til slut. Menuerne skifter løbende i forhold til råvarernes sæson, og med det store netværk af lokale leverandører har vi dannet grundlag for løbende at kunne modtage spændende og unikke råvarer af høj kvalitet, siger Edith Agerbo til Nibe Avis.
Kenneth Kragelunds hånd og ånd vil kunne ses og smages både i torsdagscaféen, og i de kommende koncertmenuer, men ikke mindst på Valentins aften den 14. februar, hvor han vil præsentere sig selv og det yderste køkkenet formår under overskriften and-kalv-æble.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"