Ny busbetjening til Rebilds borgere

Onsdag, 24/03/2010 09:18

Byrådet i Rebild Kommune behandler forslag til en mere ensartet busbetjening af kommunens borgere. Det medfører flere forbedringer af busdriften. F.eks. bliver de yderste led at rutenettet betjent med såkaldte ”flexture”. Herudover sker en vis styrkelse af centrale ruter. Nogle borgere vil dog også kunne opleve en forringelse af servicen.
Forslaget lægger bl.a. op til at indføre såkaldte “flexture”, som især borgere der bor uden for byområder og langt fra de faste busruter får glæde af. Ordningen indebærer, at man ringer og bestiller en flextur mindst to timer før man skal af sted, og derefter bliver man kørt til det aftalte bestemmelsessted i kommunen. Det fungerer altså som en taxakørsel, men til en lavere pris. Desuden kører flexturene fra kl. 6.00 til kl. 23.00 alle dage også i weekenden – en forbedring i forhold til den nuværende teletaxaordning. 
Ifølge forslaget skal passagerne betale 2,50 kr. pr. km, dog mindst 16,- kr.
Omlægningen af busdriften tager i høj grad hensyn til kørslen med skolebus. Skolerne har været med til at sammensætte forslaget og flere har ændret deres ringetider for at få buskørslen til at gå op i en højere enhed. Samtidig er skolebusserne ikke længere forbeholdt de skolesøgende børn og unge, men kan benyttes af alle på lige fod med de øvrige buslinjer. 
Blandt punkterne i forslaget er bl.a., at den meget brugte rute 60E bliver udvidet fra én afgang i timen til to afgange i timen. Ruten vil endvidere køre om lørdagen. Det har længe været et ønske hos brugerne og det ser nu ud til at blive til virkelighed.
Selvom forslaget byder på mange forbedringer, kan der være borgere, der oplever ændringerne som en forringelse. 
F.eks. bliver linje 102 fra Øster Hornum til Aalborg nedlagt, da den i dag har under 20 daglige brugere, og det vurderes ikke at være nok til at opretholde ruten. Til gengæld kan man tage linje 107 til Støvring og her skifte til linje 60E. Det gør transporttiden længere, men til gengæld bliver der 11 afgange om dagen mod nu fem.
Enkelte andre linjer fortsætter ikke så langt som i dag eller får lagt ruten lidt om. Der vil derfor være steder, der ikke længere bliver betjent med en fast busrute, men hvor flexturene så kan benyttes.
Forslaget kommer frem nu, fordi Nordjyllands Trafikselskab er i gang med en større omlægning af hele rutenettet. Det betyder bl.a. at NT satser mere på de længere, gennemgående ruter og reducerer eller stopper driften af visse mindre ruter. Hvorvidt disse ruter fortsat skal opretholdes er herefter et rent kommunalt anliggende. 
Forslaget er blevet behandlet af Teknik og Miljøudvalget og Børn og Ungeudvalget den 9. marts, og Økonomiudvalget den 17. marts. I behandlingerne er bl.a. drøftet muligheden for enkelte justeringer i Bælum-området og i Øster Hornum-området. Byrådet forventes at godkende forslaget på byrådsmødet den 25. marts.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"