Ny bestyrelse fortsætter kampen for Nørholm Købmandsforretning

Onsdag, 10/02/2010 00:19

Debat om lukning af den frivilligt drevne købmandsforretning i Nørholm blev afløst af valget af en ny bestyrelse, der igen om kort tid skal lægge op til en afgørelse.
»Selvfølgelig skal I kæmpe videre«. Sådan lød opfordringen til den nyvalgte bestyrelse fra medlemmerne, på en velbesøgt generalforsamling i Nørholm Købmandsforening for nylig. Der var ellers lagt op til debat om en eventuel lukning af den 8 år gamle Købmandshandel, som udover at være landsbyens mødested også fungerer som skånejob-projekt for fysisk og psykisk udviklingshæmmede.
Projektet er lukningstruet, først og fremmest fordi Jobcenter Aalborg har beskåret løntilskuddet til butikkens to købmænd, der hjælper de udviklingshæmmede med at klare deres opgaver i butikken.
Jobcenter Aalborg tolker loven anderledes end staten, der tidligere bevilgede pengene. En tolkning, som Nørholm Købmandshandel har anket til beskæftigelsesnævnet.
Med udsigten til 8 måneders ventetid på en behandling af ankesagen, var den afgående bestyrelse tæt på at kaste håndklædet i ringen.  
Men i absolut sidste time - samme dag som generalforsamlingen blev afholdt - modtog Købmandsforeningen et brev, hvori der stod, at ankesagen bliver behandlet senest den 4. marts. Derfor opfordrede generalforsamlingen den nyvalgte bestyrelse til at kæmpe for butikkens overlevelse - i hvert fald indtil da, lyder det i Nørholm Borgernyt.
– Hvad kan man lære af at sidde i bestyrelsen i Nørholm Købmandsforening?, spurgte et af de nye bestyrelsesmedlemmer.
– Man lærer, at når alt ser allermest sort ud, så dukker der nye kræfter op og tager over, og så lever butikken videre!, lød det fra et tidligere medlem af bestyrelsen.
Nørholm Købmandshandel har i de 8 år, butikken og projektet har eksisteret, været ude i talrige kriser, men har hver gang formået at knuse krisen pga. den store opbakning i lokalbefolkningen.
Den nye bestyrelse består af: Signe Krogh, Karl Otto Sandvik, Mie Hedemann Mortensen, Nils Pagh Andreasen, Frede Lundsgaard og Peter Sloth Bendtsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"