Ny ambulancekørselsmodel skal forbedre responstider

Af Torsten Hansen, Onsdag, 15/01/2020 08:18

Himmerland bliver selvstændigt område med egen responstid

VESTHIMMERLAND: - Det er klart mit mål, at responstiderne i Vesthimmerland skal blive bedre.

Sådan lyder det fra Mogens Ove Madsen (S), regionsrådsmedlem og formand for Akut- og Praksisudvalget i Region Nordjylland.

Regionen har netop besluttet, at betingelserne for ambulancekørsel i Nordjylland skal ændres, når der skal udbydes nye kontakter i 2022.

- Vi har besluttet, at vi går væk fra vores nuværende model, der forsimplet går ud på, at leverandøren, altså lige nu Falck, selv har bestemt placeringen af baser og fastlagt antallet af ambulancer, men så til gengæld har forpligtet sig til at overholde nogle responstider fastlagt af regionen. Fremover skal regionen selv disponere over og bestemme antallet ambulancer samt deres placeringer. Det giver regionen det samlede ansvar for responstiderne, siger regionrådsformand, Ulla Astman (S).

Regionsrådet har arbejdet med planerne det seneste halve år. En del af planen betyder, at området deles i fire, hvor Himmerland bliver et område. Responstiderne skal derfor måles i området alene, og bliver ikke påvirket af eventuelle gode responstider i Aalborg.

- Jeg har siddet med det i baghovedet, at vi har haft for høje responstider i Vesthimmerland. Det nye setup giver os nye muligheder for at styre responstiderne, siger Mogens Ove Madsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"