Nu kommer juletræerne op i Aars

Onsdag, 07/11/2018 10:30

Handelsstandsforeningen regner ikke med mediestorm igen i år

AARS: Der kommer fire juletræer op i Aars i år, og de første er blevet placeret på Kimbrertorv og ved krydset mellem Himmerlandsgade og Anlægsvej.
De sidste to kommer op i løbet af dagen, og koordinator ved Aars Handelsstandsforening, Jørgen Sørensen, er sammen med vognmand Per Brændstrup i fuld gang med arbejdet.
Det kommer til at tage det meste af dagen, og så skal der lige repareres lidt på træet på Kimbrertorvet, der har lidt huller i bunden.
Men mindet om 'Danmarks Grimmeste Juletræ', som stod på Kirketorvet sidste år, kan ikke vaskes væk med træerne i år - og det skal det heller ikke.
- Det gav os så meget omtale for Aars, så den fadæse skal vi ikke prøve at glemme - faktisk blev det jo lidt en omvendt succes. Jeg talte med Mogens (Kristensen, formanden for Handelsstandsforeningen, red.) om morgenen, da vi havde sat det op sidste år. Vi var blevet ringet op af BT, Ekstrabladet, MetroXpress og andre medier, og vi var enige om, at vi nok var nødt til at tage det ned igen. Men i løbet af formiddagen kom der en masse positive kommentarer, for eksempel at der også skal være plads til skæve og anderledes eksistenser og også juletræer. Så vi lod det stå, og jeg tror, de fleste blev lidt glade for det. Men alligevel går vi selvfølgelig ikke efter at finde et endnu grimmere i år, griner Jørgen Sørensen, der er ved at finde julehumøret frem.
Træet på Kimbrertorvet skal som sagt repareres lidt, men Jørgen Sørensen lover, at det kommer til at blive et flot syn. Træet bliver pyntet med 2000 store røde julekugler, og når lysene bliver tændt, skal det nok få lidt julehyggestemning frem. Julelysene i Aars tændes fredag, 23. november, når julemanden kommer på besøg. 
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"