Nibes fortid stikker frem i Mellemgade

Tirsdag, 06/07/2010 16:08

En ryddet grund i Mellemgade viser spor fra Nibes tidligste periode som by, i 1300-1400 tallet.
Huset, der nu er nedrevet, skal ifølge lokalplanen opbygges i nøjagtig samme mål, identitet og placering. 
Men inden et nyt hus kan opføres på grunden Mellemgade 21, Nibe, gennemgår Nordjyllands Historiske Museum arealet, og her er der fundet spor i den tidligere fjordbund, som kun ligger en halv meter under gadeplanet.
Arkæolog Christian Vrængmose Jensen graver i denne uge på byggetomten, og han fortæller om de spor der er dukket op, at der er tegn på bebyggelse i det jordlag, som kendetegner Nibes aller tidligste periode som by, nemlig 1300- og 1400-tallet.
– Der er bygget direkte på sandbund, hvor der er tydelige tegn på nedgravede stolper. Om de mange aftegninger efter stolpehuller er lige gamle, er svært at fastslå. Der kan være tale om flere bebyggelser efter hinanden – men Christian Vrængmose Jensen ser tydelige tegn på, at grunden også har ligget tom gennem mange år.
Det nu nedrevne hus var opført i 1805, formentlig det første grundmurede hus – opført med sokkel af syldsten, og således direkte på den fjordbund, som fortsat ligger uberørt, og efter denne uge vil være gennemgravet og registreret for eftertiden.
En nærliggende grund blev gravet ud forrige år, og her fandt man lige som på grunden i Mellemgade, spor efter beboelse, nemlig potteskår efter kendte stentøjstyper.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"