Nibe roerne indviede miljørigtigt klubhus

Søndag, 06/06/2010 19:33

Miljørigtigt - med varmeforsyning fra solceller og jordvarme, elsparepærer, top-isolering m.m. Det er alt sammen kodeord, hvad angår Nibe Roklubs nybyggede klubhus, som den forløbne weekend blev indviet i overværelse af medlemmer og gæster fra andre roklubber, idrætsorganisationer, lokale foreninger, sponsorer m.fl. Alle kunne de høre klubbens formand Flemming Jonasson gennemgå byggeforløbet og det store frivillige arbejde, der er lagt af medlemmerne.
I den forbindelse fremhævede ro-formanden særligt to medlemmer, nemlig Martin Høgh og Michael Pedersen, som ved en helt ekstraordinær indsats var gået forrest i arbejdet, og Flemming Jonassen kunne kun svært forestille sig byggeriet gennemført som forløbet, hvis det ikke var for netop disse to medlemmer, som i forening med en lang række andre medlemmers frivillige indsats, havde forestået hovedparten af byggeopgaven.
Klubben har ad to omgange modtaget samlet 550.000 kr. fra Aalborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg, 150.000 kr. fra Lokale- og Anlægsfonden, 20.000 kr. fra Spar Nord Fonden, 8.000 kr. fra Nibe Sparekasses Fond v. Danske Bank i Nibe, og IPA Fonden har støttet klubben ved at skænke samtlige byggeriets døre og vinduer, til værdi af mere end 55.000 kr. Flemming Jonasson takkede disse, foruden en lang række sponsorer, som havde bidraget med praktisk hjælp, rabatter, særlig service m.m.
Til de knap 800.000 kr. i tilskud, har klubben selv lagt ca. 250.000 kr., samt værdi af eget arbejde, og der forventes en lånefinansiering på tilsvarende ca. 250.000 kr.
Efter en kanonsalut ved Nibe Marineforening, blev opgaven med den officielle indvielse overdraget til lokale Hans Thorup, medlem af Aalborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg.
Hans Thorup fremhævede i sin tale, at Nibe Roklub er et levende bevis på, at »foreningsdanmark« ikke er en afdød størrelse. Gennem vilje og hårdt arbejde er målet nået med et byggeri, der opfylder hvad man kan ønske sig af et moderne klubhus.
– I vor store kommune hører vi ofte, at der ikke længere findes ildsjæle. Dét kan vi her i Nibe modbevise, ved bl.a. dette klubhusbyggeri. Vær I blot stolte over resultatet. Det er rigtig godt for rosporten, for kommunens foreningsliv og for Nibe by, at Nibe Roklub på den måde sætter sig på landkortet, sluttede Hans Thorup, inden han klippede det røde bånd, og publikum fik adgang til huset.
Medlemmerne tog straks huset i anvendelse, og fyldte det til sidste plads. Under den efterfølgende reception blev der talt af tidl. formand for Aalborg Dame Roklub Lise Pedersen, der her repræsenterede SIFA Aalborg, og af redaktør Jacob Søndergaard, der repræsenterede såvel sit eget firma som klubbens old-boys morgenhold.
Det nye klubhus afløser de sidste rester af det oprindelige klubhus fra 1947, som dog fremstod i gennemrenoveret form i en ombygning fra 1983. Det nye klubhus på 268 kvadratmeter indeholder en stor opholdsstue, køkken, to omklædningsrum med tørrerum, bad, toilet og handicaptoilet. På klubhusets førstesal er der indrettet ekstra opholdsstue med udsigt, disponible rum samt mødelokale. Klubbens to bådehaller med i alt ca. 30 både, er bygget i hhv. 1983 og 2006.
Lørdag aften var ca. 60 medlemmer og gæster samlet til indvielsesfest i det nye klubhus.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"