Nibe Jagtforening frygter nedlæggelse

Tirsdag, 19/01/2010 13:16

Nibe Jagtforening kæmper mod krav om så kraftig indskrænkning af skydeperioden for flugtskydningsbanen ved Nibe, at det reelt kan betyde en lukning af foreningen.
Læs her dele af historien, og læs hele historien i den trykte Nibe Avis onsdag d. 20. januar.
I forbindelse med opdatering af sine tilladelser, i forhold til den gældende natur- og miljølovgivning har Aalborg Kommune stillet ni krav til forhold omkring skydeanlægget ved Aalborgvej nord for Nibe by. Krav som skal opfyldes, hvis der fortsat skal kunne gives tilladelse til flugtskydning på stedet.  Skydebanen har siden midt i 1970’erne har været hjemsted for Nibe Jagtforenings ca. 250 medlemmer og en række aktiviteter, hvoraf flugtskydning er langt den største.
Aalborg Kommune har ved gennemgang af jagtforeningens tilladelsesgrundlag og de gældende miljø- og naturlove opstillet ni punkter, som man ønsker overholdt, for at kunne forlænge den aftale, som i sin tid blev givet af Nibe Kommune, og som gennem mange år har været grundlaget for at afholde flugtskydning på baneanlægget ved Binderup.
Ingen kommentarer
Indtil dialogen med Nibe Jagtforening er afsluttet, ønsker man fra Aalborg Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning ikke at udtale sig yderligere i sagen, oplyser afdelingsleder Gerd Jungdal til Nibe Avis. 
Forening drives fornuftigt
Det lokale byrådsmedlem Hans Henrik Henriksen (S) har gennem forhandlingsperioden, af jagtforeningen været holdt orienteret om sagen og dens udvikling. Han siger til situationen, at landets love naturligvis skal overholdes. Men i den aktuelle situation, og tilsvarende situationer, hvor natur og det civile liv møder hinanden; dér bør man nok se hvordan situationen med sund fornuft kan forvaltes.
– Jeg kender mange af jagtforeningens medlemmer, og med mit kendskab til foreningen, så foregår aktiviteterne på en meget ansvarlig måde. Der er jo ikke blot tale om, at man skal have skudt nogle patroner af. Derimod søger jagtforeningens medlemmer efter min opfattelse at sammenkæde jagtoplevelserne med uddannelse og god jægerskik. Samtidig har foreningen gennem ca. 35 år vist, at man kan få denne foreningsform til at fungere uden indsigelser. 
– Hvis man derimod beskærer udfoldelsesmulighederne i Nibe Jagtforening, har Aalborg Kommune i min optik en genhusningspligt, og dét kan blive en opgave med helt andre udfordringer, slutter Hans Henrik Henriksen.
Ønsker ikke ændringer
Formand for Nibe Jagtforenings flugtskydningsudvalg Peter M. Knudsen siger: –  I Nibe Jagtforening ønsker vi blot at fortsætte vore aktiviteter som hidtil. Der foreligger ingen klager, og vi ønsker ikke nogen udvidelse af aktiviteterne. Det har ej heller været på tale at finde en ny placering af Nibe Jagtforenings hjemsted med skydebane, klubhus m.m. Dette kunne være en mulighed, men her må Aalborg Kommune så træde til og holde foreningen skadesløs, idet vi jo hidtil har kunnet eksistere med de givne tilladelser fra Nibe Kommune – og vi ønsker som nævnt ikke nogen ændringer fra vor side, siger Peter M. Knudsen afslutningsvis.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"