Nibe Handelsforening udråbte vindere

Søndag, 20/12/2009 22:03

Børn og voksne i stort tal fulgte søndag julemanden og hans makker til Skomagertorvet, hvor Nibe Handelsforening stod for en lille julefest med hornmusik, julesang, udtrækning af gevinster, uddeling af jule-godteposer til børnene samt varm karrysuppe i det frostkolde vejr.

Modsat al sædvane kom Julemanden og hans følge i år ikke sejlende til Nibe. Limfjorden er frosset til, og juleskibet har desværre ikke kraft til at besejle Nibe, når en isvinter er under opsejling. I stedet ankom Julemændene med hjælp fra Nibe Brandvæsen, og efter modtagelsen gik turen gennem Nibe, til Skomagertorvet, hvor det var lagt an til en halv times rigtig julefest!
Nibe Blæserne iført nissehuer, var i julestemning, og de spillede julens melodier, godt hjulpet på vej, med Frode Staun som trækkraft.
En arbejdsgruppe under Nibe Handelsforening, som siden 1987 har forestået de årlige julearrangementer, havde derefter tilrettelagt udtrækning af Nibe Handelsforenings julekonkurrence. Årets Nibenit 2009 Jette Grønhøj, assisteret af julenisserne, offentliggjorde de 18 vindere, som hver havde vundet er gavekort på 500 kr. Hovedgevinsten i lotteriet blev så udtrukket, og her blev det en lykkelig Jenny Adelsen, Nibe, som netop på sin fødselsdag vandt 5.000 kr. i gavekort til Nibes forretninger.
De heldige vindere findes opført til højre på denne side. Klik en ekstra gang i feltet med navne, og de bliver forstørret.
Herefter var det tid for udlevering af jule-godteposer til alle de fremmødte børn, som samtidig fik chancen for at hilse på julemændene.
Nibe Handelsforening satte punktum for julefesten ved, sammen med Restaurant Bryggen, at udlevere gratis portioner af karrysuppe. Specielt på denne frostkolde dag var det et kærkomment indslag, inden turen gik videre rundt i butikkerne, på julegaveindkøb.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"