Natur og tankero på Hærvejen i Himmerland

Af Ture Damtoft, Søndag, 28/07/2019 13:38

En vandrer og en cyklist på fælles ferie deler oplevelser over rødvinen

VESTHIMMERLAND: Det er fantastisk natur og fuldstændig tankero, der på sjette år får Bolette Bang Ingrisch til at tage vandrestøvlerne på i sommerferien.

Sammen med kæresten Henrik Haastrup har hun lige tilbragt en uge på Hærvejen med strækningen fra Hirtshals til Viborg - en rute der bragte dem gennem en stor del af Vesthimmerlands fænomenale natur.

- Tankerne vandrer afsted med én. Der er ingen låg på, og man bliver helt høj på ingen tid både af naturen og den følelse bare at være i nuet. Man går helt ind i sig selv, nyder det smukke landskab, klapper måske en hest på mulen - jeg går med en ren lykkerus meget af tiden, fortæller Bolette Bang Ingrisch om timerne på Hærvejen.

Det er Danmark

Både hun og kæresten er begejstrede, men kan kun dele de store oplevelser, når dagens etaper er overstået. For hende er det med vandrestøvlerne på, og han vælger cyklen, hvor det blev til 400 km. på udflugter i Nord- og Midtjylland.

Derfor foregår dagen hver for sig, og så hygger kæresterne sig så meget mere, når de mødes hen ad eftermiddagen.

- Vi var lidt spændte på, om det ville fungere, men det er gået rigtig godt. Han kan komme rundt på cyklen og se de ting, han er interesseret i, mens jeg holder mig til at vandre. Så mødes vi om eftermiddagen og kan nyde at fortælle hinanden om det, vi har oplevet, siger Bolette Bang Ingrisch.

Parret har netop afsluttet turen med et par dage i Viborg, hvor domkirken gjorde et stort indtryk.

- Den var imponerende, især kunstværkerne, siger Bolette og løfter sløret for en del af Jylland, der gjorde større indtryk.

- Vesterhavet med de brede strande. Det er Danmark og står for mig som noget specielt, siger hun og indrømmer, der blev grinet lidt af jyderne, som sidder og kigger ud over havet fra en bil - men de har jo været ved Vesterhavet så ofte, at de nok kender duften af havet og bare vil nyde synet.

Bænke til trætte travere

Fra Hirtshals ved Vesterhavet kom hun i løbet af tirsdagen ind i Vesthimmerland og brugte tre dage på at vandre fra Løgstør over Aars og Møldrup til Viborg - det blev med bussen til Viborg, for der var ingen overnatningsmuligheder i Møldrup.

Ikke at hun brokker sig, faktisk er hun fuld af ros til både ruten, naturen og ikke mindst de gæstfrie bed&breakfast (B&B) værter i Vesthimmerland, men der var et par ting, hun gerne ville have vidst forinden - og et forslag om at sætte et par bænke op til trætte travere.

- Informationen på hærvej.dk var rigtig god, og det var der, vi fandt de forskellige B&Bs at overnatte i. Et sted havde værten sat ekstra brød og pålæg frem, så vi kunne smøre en madpakke. Et andet sted gjorde de det for os. Vi vil virkelig rose de steder, vi var forbi. Det var flotte lokaler, søde mennesker og til en billig penge. På ruten manglede måske nogle steder at købe vand og noget at sidde på. Der var ikke en eneste bænk, det kunne der måske godt være for hver 10. kilometer. Vand kan man tage med sig, men den første dag blev jeg lidt fanget af, at jeg kun havde en halv liter med og ikke kom forbi en butik. Så går man og sparer på vandet og håber på at finde en grillbar eller café, hvor man lige kan få sig en kop kaffe, siger Bolette Bang Ingrisch, der er vant til sovesale og vandrehjem fra sine mange vandreture i udlandet og har følt sig lidt forkælet med ligefrem at bruge B&B på sin Hærvejsvandring. Det var en betingelse fra kæresten, og ellers havde hun gerne overnattet i Hærvejsherberget i Testrup.

Mæt af oplevelser

Hendes passion for ferieformen begyndte sammen med en veninde for seks år siden, da de gik en del af pilgrimsruten caminoen, der leder til den nordspanske by Santiago de Compostela.

Det religiøse aspekt var ikke det vigtigste dengang, og er det fortsat ikke. Men kontakten med naturen og den åndelighed, man finder der, fangede veninderne gennem mere end 30 år.

- Vi startede egentlig som unge piger. Da børnene flyttede hjemmefra prøvede vi igen - første gang i Spanien. Vi vidste med det samme, det var os og har gået hvert år siden, fortæller Bolette Bang Ingrisch, der har taget kæresten med for første gang.

Hun kan godt savne selskab på de i alt 160 kilometer, hun går på sådan en uge. På de mange kilometer mødte hun helt præcist fire andre vandrere, to fra Holland og to fra Tyskland.

- Hvis ikke jeg havde selskabet at se frem til, kunne jeg godt blive lidt ensom. Men så mødes vi om eftermiddagen, og selvom man er virkelig træt efter en lang dag på ruten, så får man et bad, og en halv time senere er man klar til at gå en lille aftentur. Det giver så meget energi, og det hyggeligste er at dele en flaske rødvin sammen om aftenen, tale om det man har oplevet, og så sover vi begge som en sten mæt af oplevelser, slutter Bolette Bang Ingrisch.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"