Næstførste spadestik blev taget til Lidl

Af Torsten Hansen, Lørdag, 24/10/2020 07:00

Nu går selve byggeriet af Lidl i gang i Aars

AARS: Det er næppe forbigået manges opmærksomhed, at der arbejdes på en meget central plads i Aars. Det tidligere Bundgaards Bageri og slagterforretningen, samt Matas, Skoringen med mere er revet ned, og der er gravet et stort hul i jorden.

Men selv om gravemaskinerne arbejder på højtryk, så var fredag middag behov for lidt ekstra hjælp. Tre personer blev udstyret med hver sin spade, for at tage, som Kristoffer Stimpel, Lidl, udtrykte det, det næstførste spadestik.

Deres arbejde med spaden var dog kun symbolsk, det var for at markere, at nu går byggeriet i gang for alvor. Derfor var ejendomschef Kristoffer Stimpel kommet til Aars. Han havde fået selskab af borgmester Per Bach Laursen (V) og direktør Poul Erik Henriksen, HMC, Løgstør. Sidstnævnte firma har fået kontrakten på at bygge forretningen.

- Vi har i mange år ønsket at komme til Aars, og det skal nok blive godt, indledte Kristoffer Stimpel. Han vurderede, at Lidl har forsøgt at finde en egnet placering i Aars i mere end 10 år.

Placeringen var noget af det Per Bach Laursen valgte at fokusere på.

- Velkommen til Aars. Jeg synes, at I har fundet den absolut bedste placering. Jeg tror bestemt, at I får held med denne forretning, sagde borgmesteren.

- Vi er glade for, at I har valgt os. Vi lover, at butikken kommer til at stå færdigt til tiden, og jeg har hørt, at det ikke er den sidste forretning Lidl vil bygge i Danmark. Vi ser dette som vores chance for at komme i spil flere steder, sagde Poul Erik Henriksen, HMC.

Det kan godt være, at HMC har fået en tidsplan. Men Kristoffer Stimpel fra Lidl vil ikke ud med, hvornår forretningen skal stå færdig.

- Det bliver en gang til sommer, lyder det lidt kryptiske svar, fra ham.

På spørgsmålet om, hvorvidt Lidl forventer at komme til andre byer i Vesthimmerland var han mere klar i mæglet.

- Det bliver nok den eneste by vi kommer til i Vesthimmerland. Aars' størrelse er omkring den mindste, vi plejer at lægge os i, uddyber han.

- Trods størrelsen, så har byen et stort opland, og det er en god handelsby. Det tæller også med i vores vurderinger, forklarede han.

Den nye Lidl bliver på 1344 kvadratmeter.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"