Musikhusets scene i Aars bliver varmestue

Onsdag, 17/02/2016 10:19

Vesthimmerlands Teaterforenings sidste forestilling i denne sæson

AARS: Den sidste forestilling i Vesthimmerlands Teaterforenings sæson er ”Varmestuen” fra Folketeatret. Det er en lettere forhutlet, romantisk historie, som ruller sig ud på scenen i Vesthimmerlands Musikhus Alfa i Aars mandag, 7. marts.
Publikum vil opleve et scenarie, hvor den sidste kutter har forladt havnen, der nu præges af den almene, urbane udvikling. Men på havnens værtshus fortsætter de gamle sømænd med at mødes. Sammen med skæve eksistenser og stamgæster møder de hver morgen op i "Varmestuen". Trygt bænket i de brune møbler og med jukeboksens genkendelige musik i baggrunden, åbner de den første kolde bajer med sidevogn.
En dag forvilder en unge pige, Seba, og hendes kæreste, Arnold, sig ind fra kulden. De er egentlig på vej ud at rejse, men Seba får job i "Varmestuen", som bliver hendes nye hjem. Men hvem er Seba egentlig, og hvad skete der, da "Varmestuens" „mor”, Connie, faldt om på gulvet? Hvor er Svens 10.000 kr.? Får Frank Pia tilbage nu hvor han har mistet stemmen? Hvem vinder en levende and? Og hvor går de alle hen, hvis "Varmestuen" en dag lukker?
"Varmestuen" afspejler behovet for at have et sted at gå hen og behovet for et fast holdepunkt i en foranderlig verden. "Varmestuen" modtog en regn af anmelderstjerner ved urpremieren og blev dobbelt Reumert-vinder i 2014, bl.a. for bedste nyskrevne, danske forestilling. Politiken skrev bl. a. i sin anmeldelse: ”Forestillingen er begavet, hjertevarm og er spækket med virkelige karakterer, rigtige mennesker, man både kan genkende og spejle sig i. Karakterer man kan hyle af grin over, og hvis smerte man samtidig langsomt opdager lurer under overfladen.”
Stykket er skrevet af den unge dramatiker Anna Bro og er instrueret af Moqi Simon Trolin. Scenograf på stykket er Ida Marie Ellekilde.
De medvirkende er Margrethe Koytu, Hans Henrik Clemensen, Kristian Holm Joensen, Christine Exner, Andreas Berg Nielsen, Lars Topp Thomsen, Lykke Sand Michelsen.
- Vi håber at se alle medlemmerne, og at salen bliver fyldt denne gang, siger Vesthimmerlands Teaterforenings formand, Karen Margrethe Eriksen som samme aften vil offentliggøre næste sæsons forestillinger, og sørge for uddeling af nye sæsonkort.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"