Museet i Aars køber lægehus

Af Torsten Hansen, Onsdag, 18/12/2019 09:30

Direktør: - Vi får ikke løst alle pladsproblemer, men det bliver bedre

AARS: Vesthimmerlands Museum i Aars har store pladsproblemer. Nu får man løst en del af problemet, med køb af lægehuset i Søndergade.

Vesthimmerlands Kommunes økonomiudvalg og kultur- og fritidsudvalget har begge sagt ja til at give en million kroner til køb af nabohuset, der i nogle år har været lægekonsultation. Beslutningen skal dog endeligt godkendes i byrådet, hvilket forventes at ske i morgen torsdag.

- Det er fantastisk, at det nu er kommet så langt, lyder det begejstret fra museumsdirektør Broder Berg.

- Vi flytter det lokalhistoriske arkiv over i huset, og indretter desuden tre kontorer. Egentlig samler vi nyere tids-funktionerne i huset, forklarer Broder Berg.

Lederen af Lokalhistorisk Arkiv, Kim Iversen, får kontor i huset, og det samme gør museumsinspektør Maria Clement Hagstrup. Der indrettes også et møderum til de mange frivillige, der er tilknyttet lokalhistorisk arkiv.

Når arkivet er flyttet, bliver lokalerne i kælderen i den gamle museumsbygning overtaget af arkæologerne, der i dag har uhensigtsmæssige lokaleforhold.

- Vi får ikke løst alle problemer, men det bliver bedre, fastslår Broder Berg.

Købet af huset beløber sig til to mio. kroner. Ud over den ene million fra kommunen kommer den anden fra Jutlander Bank Fonden.

Museet flytter ind i lokalerne uden at ændre noget væsentligt.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"