Mogens Ove Madsen kom øverst på listen

Af Torsten Hansen, Lørdag, 07/11/2020 07:00

S i Himmerland klar med tre regionskandidater

VESTHIMMERLAND: Der var oprindeligt planlagt et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvor de tre socialdemokratiske kandidater til regionsrådet, Bruno Nielsen, Støvring, Mogens Ove Madsen, Aars, og Vagn Flink, Rørbæk, havde mulighed for at præsentere dem selv og deres mærkesager til regionsvalget til november 2021. Men på grund af Corona-situationen valgte S i Himmerlandkredsen at afholde kandidaternes præsentation, samt afstemning om kandidaternes placering elektronisk. Den elektroniske præsentation og afstemning blev afholdt i slutningen af oktober.

- Det er en god ting, at vi under disse omstændigheder har mulighederne for at kunne afholde disse ting elektronisk, så arbejdet i organisationen med planlægning af valgkampen til næste efterår kan fortsætte, udtaler kredsformand André Ellegaard Jensen, Nørager.

Sammen med præsentationen skulle der også tages stilling til kandidaternes placering på regionens samlede liste. Denne afstemning foregik også elektronisk. Kandidaterne blev, efter denne afstemning, placeret i denne rækkefølge: Mogens Ove Madsen, Vagn Flink og Bruno Nielsen.

- Nu glæder vi os til at komme ud på gaden igen, præsentere vores kandidater, både til byråd og regionsråd, og sammen sikre et godt valg til Socialdemokratiet, både i regionen, i kredsen og kommunerne til næste efterår, slutter kredsformanden.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"