Millioner af kroner til millioner af huller...

Tirsdag, 16/03/2010 23:55

Aalborg Kommune står over for en kolossal opgave med retablering af vejnettet efter en vinter uden fortilfælde i mands minde.
Det er ikke kun budgettet for snerydning, der denne vinter er gået helt amok. Også budgettet for vedligeholdelse af vejnettet vil de kommende måneder komme under voldsomt pres, da den meget lange vinter har givet små og større skader på snart sagt alle veje.
Nibe Avis har talt med afdelingsleder i »Trafik og Veje« hos Aalborg Kommune, Henrik Jess Jensen. Han siger til vejsituationen, at den jo er ganske åbenbart alvorlig, hvad angår de frostskadede gader og veje.
– I disse dage er vi i gang med at registrere tilstanden på samtlige kommunens veje, med henblik på udbedring. Og at det ikke bliver nogen lille opgave, er der ingen tvivl om, og den vil grave dybe huller i den kommunale økonomi, siger han.
 Million underskud
– Aalborg Kommunes budget for vintervedligeholdelse er på 19,5 mill. kr. Indtil nu har vi i 2010 brugt op mod 36 mill. kr., og der venter endnu nogle vintermåneder sidst på året, hvor vi antager at skulle bruge 6-9 mill. kr. Hertil kommer den omtalte reparation af vejnettet, siger Henrik Jess Jensen, og han indikerer, at der må en politisk behandling til, før der kan findes penge til opgaven.
Funktionskontrakt afbøder
Aalborg Kommune indgik for 2 år siden en funktionskontrakt med entreprenørfirmaet NCC, som betyder, at en del af vejnettet i Nibe området vedligeholdes af dette firma, i en kontrakt, der foreskriver at bestemte veje altid skal opfylde en bestemt standard.
Sebbersundbro repareres
Den hårde vinter har betydet, at den planlagte reparation af Sebbersundbroen har været standset. I denne uge går dette arbejde i gang igen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"