Midgårdsfest i Blenstrup

Tirsdag, 01/06/2010 13:58

BLENSTRUP: Blenstrup skole og Valhalla afholdt torsdag d. 27.05 den årlige sommerfest. Årets tema var cowboys og indianer og rammerne omkring arrangementet var selvfølgelig skolegården og den pragtfulde fælles legeplads – kaldet Midgaard.
Både børnehavebørn og skolebørn har de sidste par uger været i gang med at forberede udklædning og små happenings, som foregik rundt om på området. Sidste år valgte vi at optræde på en udendørs scene, men i år var det oplagt at prøve noget andet, da vi både har bålhus, totempæl og tipi, som jo passede perfekt til temaet.
Forældrene kunne se på de uddelte programmer, hvor og hvornår de kunne se en optræden og nogle steder blev de også opfordret til at deltage i en sang eller en indianerdans. En del forældre havde valgt at møde op udklædte og alle så ud til at have en rigtig hyggelig aften. Et saloon slagsmål var rykket udenfor, men heldigvis var alle stunts godt indøvet, så ingen kom til skade.
I skolegården havde forældrebestyrelsen sørget for at alle kunne købe sig en forfriskning og et sundt måltid mad, inden familierne besøgte tombolaen, lykkehjulet eller de forskellige boder – at vaske guld viste sig at være ret populært.
Der blev denne aften ikke danset regndans og vejret var bestemt også med til at gøre det til en dejlig oplevelse for alle.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"