Messecentret i Aars udvider p-pladsen

Af Torsten Hansen, Onsdag, 20/05/2020 10:00

P-pladsen udvides fra 150 pladser til cirka 300

AARS: Når Messecenter Vesthimmerland holder store arrangementer med mange gæster, har der igennem flere år været udfordringer med parkeringsforholdene.

- Det stigende aktivitetsniveau har gjort, at vi adskillige gange om året har flere biler, end vores parkeringspladser kan håndtere. Det gør, at mange gæster holder på sideveje, græsarealer og lignende rundt om messecenteret, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, siger direktør Brian Otte.

- Derfor har vi igennem et par år været i dialog med Vesthimmerlands Kommune om mulighederne for at udvide p-pladsen foran hovedindgangen, fortsætter han.

Den længe ønskede udvidelse af parkeringspladsen kom med i budget 2020, og nu går arbejdet i gang.

Det lokale entreprenørfirma Gunnar Nielsen A/S, står for arbejdet med at etablere 150 nye p-pladser, hvilket fordobler antallet til 300 foran messecenteret. Samtidig får vi etableret en ny udkørsel direkte til Vestre Boulevard, oplyser Brian Otte. Den ekstra udkørsel laves for at afhjælpe de flaskehalsproblemer der opstår, når mange biler skal forlade parkeringspladsen på samme tid.

Der bliver i øvrigt kun tale om en udkørsel, og kun muligt at foretage højresving.

Anlæggelsen af den udvidede parkeringsplads forventes at tage to til tre måneder og vil være klar efter sommerferien. Prisen på anlæg af parkeringspladsen er cirka 1,5 mio. kroner.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"