Messecentret glæder sig over politikernes fokus

Af Torsten Hansen, Onsdag, 28/10/2020 14:04

Det er dog usikkert, hvor meget det faktisk kommer til at hjælpe

AARS: Messecenter Vesthimmerland i Aars er hårdt ramt af de følger Corona-pandemien fører med sig. Hovedparten af de ansatte er sendt hjem på jobfordeling. Men messecentret er stadig udfordret, fordi der ikke er nogle tegn på, at der igen kan holdes messer og større møder.

I nat besluttede politikerne så, at der kunne komme ekstra hjælp til messecentre.

- Det er positivt, at der er velvilje til at holde hånden under særligt ramte. Det nye er, at de forlænger hjælpepakkerne og det ser ud til, at vi kan få flere omkostninger dækket, siger direktør Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland.

Han er dog lidt forsigt med at udtale sig, fordi de konkrete retningslinjer endnu ikke er meldt ud fra politikerne.

- Vi er selvfølgelig glade for, at de har særligt fokus på messecentre. Men i sidste ende handler det om, hvoordan man beregner den omsætningsnedgang, der skal beregnes ud fra, uddyber han.

Lidt mere nede i detaljen betyder det, at messecentrets indtægter er fordelt på få måneder, mens omkostningerne er fordelt over hele året. Under normale omstændigheder tjener messecentret penge på arrangementer i foråret og efteråret. Overskuddet derfra bruges til at dække omkostningerne om sommeren, hvor der normalt ikke skabes indtægter i messecentret. Derfor har det stor betydning, hvornår beregningsmodellerne skal starte og ende. Hvis beregningerne skal ske fra juli til september, så er indtægterne små i Aars, men hvis der regnes fra januar til marts, så ser det straks bedre ud.

- Det er også en udfordring, at vi kun får en del af omkostningerne dækket. Vi får ikke dækket en indtægtsnedgang, uddyber Brian Otte.

- Jeg er glad for, at der vilje til at hjælpe de hårdt ramte brancher, men afventer de nærmere detaljer, siger Brian Otte.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"