Mere publikumsvenligt motionsløb når Sildeløberne passerer Nibe by

Fredag, 19/02/2010 13:20

Motionsløbet Sildeløbet, som hvert år midt i maj arranges af Lions Club Guldgåsen i Nibe, får i år en mere publikumsvenlig profil, idet mange flere meter af løbets tre forskellige ruter går gennem Nibe midtby. Her foruden lægges dele af ruterne, som forløber uden for Nibe by, meget nærmere byen end hidtil, forklarer Margit Agerboe fra løbs-ledelsen til Nibe Avis.

Nye ruter på alle distancer
Der vil i år ske en justering af løbsruterne, såvel i længde som de ruter, der helt konkret skal gennemløbes. Naturligt nok bliver dog ikke ændret på længden af distancen »halvmaraton«. Denne er fortsat 20,6 kilometer – men såvel den mellemste distance som den korte distance bliver en smule kortere, nemlig 10,5kilometer og 5,0 kilometer.
– Vi tilretter ruterne af flere grunde, siger Margit Agerboe: Først og fremmest fordi der efter fire år med nogenlunde ens ruter, er tid til lidt fornyelse, og så fordi vi har fået henvendelser om, at publikum gerne vil opleve løberne komme forbi på bestemte steder mere end én enkelt gang. Derfor har vi lagt ruterne om, og der bliver i højere grad end hidtil, tale om at afspærre dele af Nibe midtby gennem de timer, løbet foregår, siger Margit Agerboe.
Alle løbsruter starter som hidtil i området ved Nibe Boldklub og Nibe Idræts- & KulturCenter, og ruterne forløber gennem Nibe by – gennem anlægget ved Nørregade og via Aalborgvej / cykelstien, til Binderup og igen retur til Skalhuse og gennem dele af Skalskoven.
Halvmaraton ruten forløber som nævnt også til Binderup, og derfra via Vokslev, over Korsbjerghøjvej, til Grydsted og derfra igen gennem Nibe by. Den skarpe iagttager har her allerede opfattet, at de lange ruter nu ikke forløber gennem Huul Mølle, men i stedet over Korsbjerghøjvej for halvmaraton rutens vedkommende, slutter Margit Agerboe.
Igen i år vil Lions Club Guldgåsen offentliggøre et bestemt formål, som vil blive støttet økonomisk med et overskud fra Sildeløbet. Sidste års overskud er medgået til indkøb af julekurve til lokale familier, og til støtte for ofrene ved jordskælvskatastrofen i Haiti.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"