Med 150 km/t på snoet bivej

Tirsdag, 04/05/2010 15:33

SKØRPING: Og det skete med politiets og kommunens tilladelse.

Der blev kørt meget stærkt på Aspvej ved Hellum i forrige weekend, men det skete med politiets tilladelse. Det var Motorsport Nordjylland, som holdt hastighedsprøve i forbindelse med afviklingen af en afdeling af det danske mesterskab i minirally. Den hurtigste bil tilbagelagde den 2.9 kilometer lange rute på 1,31 minut, og det svarer til en gennemsnitshastighed på 114 kilometer i timen, fortæller prøveleder Kaj Jensen, Hjørring. For at kunne opnå så høj en gennemsnitshastighed blev der kørt over 150 km/t, når der var mest fart på.
Der deltog 43 kørere fra hele landet, og blandt dem var tre danmarksmestre, nemlig Brian Rasmussen fra Hjørring i klasse 1, Benny Pedersen, Esbjerg i klasse 4 og Martin Bjerre fra Løgstør i klasse 5.
Ved DM i minirally konkurreres der i seks klasser, inddelt efter bilens motorkraft.
-Der er jo forskel på, om der er tale om en helt almindelig standardbil, eller om den er toptunet, fortalte Kaj Jensen, ja nærmest råbte, for at overdøve en bil, som føreren gassede op ved startlinjen for at kunne få maksimal hastighed fra første splitsekund. Netop på grund af motorstøjen kunne hverken fører eller co-driver høre starteren tælle ned fra fem, men de kunne se, hvordan han med fingrene foran forruden signalerede fem-fire-tre-to-en –kør!!!
Under hastighedsprøven var hele Aspvej afspærret. På forhånd havde grundejerne ved vejen givet deres skriftlige tilladelse, og der var på hele ruten fra Skørpingvej til Møldrupvej truffet en række sikkerhedsforanstaltninger. Langs ruten var placeret en snes officials med bærbare radioer.
Kun en enkelt bil kørte ad vejen.
Den fik nogle buler, men de to i bilen slap uden skrammer, fortæller Kaj Jensen.
De 43 deltagere havde før hastighedsprøven lejlighed til at gennemkøre ruten i roligt tempo og gøre notater om dens beskaffenhed.
Der er jo flere sving på vejen, ligesom der er bakketoppe og nogle steder dårlige oversigtsforhold, så co-driveren har til opgave at fortælle føreren, hvornår næste sving kommer, om man skal til højre eller venstre. Og det skal gå stærkt, så fører og co-driver skal stole blindt på hinanden, siger Kaj Jensen.
På ruten var også indlagt to chikaner.
Hastighedsprøven var lukket for publikum.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"