Massetestning begyndt i Aars

Af Ture Damtoft, Fredag, 20/11/2020 11:03

AARS: Det går stille og rolig men i højt tempo i Messecenter Vesthimmerland.

- Der var lidt kø omkring kl. ni, da vi åbnede, men der er ingen panik på, som Per Nielsen, der er trukket ind som vagt fra Materielgården i Hornum, siger.

Han anviser borgerne til ledige stationer for at blive podet og skal selv testes på søndag.

Der er 18 fra Region Nordjylland til at registrere borgerne og bagefter pode dem.

Og her er det i højt tempo.

- Vi skal pode 2500 idag. Det er meget ligetil arbejde. Borgerne får knyttet en QR-kode til deres cpr. nummer, og prøven blvier så sendt til analyse. Det er hele studiet som arbejder med det, og vi lærer hinanden at kende på kryds og tværs, siger medi-studerende Sara Louise Olesen, der har været med til at teste borgere i en lang række byer.

- Der er og så faglighed i det, ved at man lærer at snakke med borgere af alle muligt støbninger. Det kan være døve borgere, eller måske børn som man skal finde den rigtige måde at forklare det på. Alle tager det fint, og vi fik endda en kommentar om, hvor effektive vi var, siger Sara Louise Olesen.

Det syntes Lis og Keld Høy Sørensen, der bor på Gl. Tingvej i Aars, også.

- Det gik hurtigt, og det er helt i orden, at de massetester, siger Keld Høy Sørensen, og bliver suppleret af fruen med den tanke, som vi nok alle har.

- Det må gå snart få en ende det her corona, fastslog Lis Sørensen.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"