Masser af heste i fuld galop i Borup

Tirsdag, 13/07/2010 14:26

Rigtig mange ryttere havde fundet vej til Vesthimmerlands Ridesportsklub med tilholdssted i Borup, da der i lørdags blev afviklet ringridning i klubben.
Det er bare anden gang, at klubben arrangerer ringridning, og deltagerantallet var i år mere end fordoblet i forhold til sidste år. Næsten 50 ryttere havde valg denne varme sommerdag til at dyste om at fange den lille ring i Borup.
Efter de 10 runder i fuld galop var vinderen fundet, og det blev en af klubbens egne ryttere, Anette Sahl, der løb af med sejeren. Med sejren har Anette også kvalificeret sig til at ride i eftertragtede Kongeringridning, der afvikles ved ringridderstævnet i Vegger midt i august.
Andenpladsen gik til Helle Marie Carlsen, og tredjepladsen til Niels Jørgen Fladkær – begge ryttere er fra Kongerslev. Endnu en af klubbens egne ryttere var med i præmierækken. Det var Jeanette Nysom, der endte på en sjetteplads.
Blandt de helt unge og knap så erfarne ryttere var det Kamilla Larsen fra Hornum, der fangede flest ringe og dermed vandt. På andenpladsen kom Regitze Halvorsen fra Navnsø Heste. Tredjepladsen blev delt mellem Sidsel Andersen fra Vesthimmerlands Ridesportsklub og Cecilie Bandsholm fra Navnsø Heste.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"