Masser af golf ved Sebber Kloster

Tirsdag, 23/03/2010 13:48

Ved sidste uges ordinære generalforsamling i Sebber Kloster Golfklub kunne formand Egil Christensen, der blev nyvalgt ved januars ekstraordinære generalforsamling, se tilbage på en vintersæson, hvor golfspillet ikke har kunnet gennemføres i nævneværdig grad. Til trods herfor har klubbens sociale liv blomstret, og netop torsdag i denne uge er banerne igen erklæret klar til brug, og det glæder vi os til, siger Egil Christensen til Nibe Avis.
Tirsdag i sidste uge havde medlemmerne også lejlighed til at mødes ved den ordinære generalforsamling på Lundbæk Landbrugsskole. Bestyrelsen aflagde her sin beretning, og fremlagde budgettet for 2010.
2009 blev, økonomisk set, et hårdt år for golfklubben. Finanskrisen påvirkede indtægterne fra greenfee og sponsorer og der er ingen tvivl om at indtægterne i 2010 også vil være under pres, konstaterer Egil Christensen over for Nibe Avis. For at sikre en sund økonomi i klubben har bestyrelsen derfor rettet fokus mod en reducering af omkostningerne, ligesom der er arbejdet med nye tiltag der kan styrke indtægtssiden. Udvalg der arbejder med bl.a. begyndere, sponsorer, marketing og banen, har brugt vinterpausen på at planlægge sæson 2010. Det har resulteret i en lang række gode initiativer, der tegner godt for klubben, sådan at vi kommer styrket igennem sæsonen, sportsligt, socialt og økonomisk.
På trods af vintervejret har en snes nybegyndere allerede meldt sig til det første hold på golfskolen der starter i næste uge. Sebber Kloster Golf Klub glæder sig til at byde velkommen og vise den udfordrende bane i de dejlige omgivelser, og klubbens PGA træner er sammen med begynderudvalget klar med et spændende program til de nye golfspillere.
På generalforsamlingen opfordrede bestyrelsen også medlemmerne til at udnytte de tilbud, der er udarbejdet af sponsor- og marketingudvalget, hvor man hjælper klubben ved at finde en sponsor eller invitere gæster til en hyggelig dag på banen.
Træningen fortsætter på driving range og spil på klubbens intermediate - pay and play bane, som sammen med hele baneanlægget meldes klar fra torsdag i denne uge. Greenkeeperne er i gang med at servicere maskinerne og glæder sig til at kunne komme på banen igen. I april måned mødes medlemmerne også til den traditionsrige »forårsrengøring«, hvor banen og klubhuset gøres klar til sæsonen og bagefter spiser en god frokost og spiller 9 hullers golf. 
Læs mere om klubben i Nibe Avis’ trykte udgave 24. marts.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"