Mange vil have et friskt og naturligt look

Mandag, 18/03/2019 10:34

Skønhedsklinikker i Aars bugner

AARS: Junie Wammen har haft klinikken Manifik Hudpleje i Aars siden 2010 og har de seneste par år set en stor udvikling indenfor branchen.

- Mange går mere og mere op i deres udseende. De vil have et friskt og naturligt look, siger Junie Wammen.

Hendes kunder er typisk fra 25 år og opefter og kommer så langt væk fra som Aarhus og Aalborg.

- Folk prioriterer velvære, samtidig vil de kunne se et resultat af den tid og de penge, de bruger, siger Junie Wammen.

Den store efterspørgsel betyder, at Junie Wammen har ansat endnu en kosmetolog på halvtid.

- Gitte Møller Hansen hjælper mig, så jeg også får tid til at videreuddanne mig. Det betyder meget for mig, at jeg hele tiden er opdateret om den nyeste viden indenfor hudpleje og kan udføre den bedste ekspertise.

Junie Wammen er uddannet kosmetolog, negleteknikker og fodplejer, men det er huden, som især har hendes interesse.

- Vi har tyndere hud her i Skandinavien, og det er vigtigt at hjælpe huden med at forsvare sig mod kulde og sol. Jeg skræddersyr et program til hver enkelt afhængig af personens problemstillinger som for eksempel karsprængninger i ansigtet, urenheder eller hud, der blusser. Jeg viser mine kunder, hvordan de også selv kan være med til at investere tid og bruge gode produkter til at forebygge for eksempel ældningstegn og få en sund hud.”

Junie Wammen afsluttede for nylig sin videreuddannelse som specialist i hudplejeserien Dermalogica, der er uden skadelige tilsætningsstoffer og heller ikke pakket ind i unødvendig emballage. Nu stiler hun efter at tage uddannelsen som ekspert. Uddannelsen foregår dels via online-kurser, dels i Aarhus hos virksomheden Færch, der er den danske importør af Dermalogica.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"