Mads Toghøjs musik trak mange til Kimbrertorvet

Af Torsten Hansen, Onsdag, 12/07/2023 07:00

Vejret hjalp til - derfor var der næsten fuldt hus

AARS: Irsk folkemusik og country-toner skabte en god stemning på Kimbrertorvet i Aars lørdag formiddag. Musikeren Mads Toghøj formåede at fange det store publikum med hyggelige og medrivende sange.

Han havde god hjælp af et fantastisk vejr. Sol fra en skyfri himmel og nærmest ingen vind.

Det fik folk til at samles inde i den nye lade på Kimbrertorvet. Langt de fleste pladser var optaget i skyggen. Men mange var også glade for at kunne sidde i solen. Langs Tokesvej var alle de opstillede borde fuldstændig fyldt af glade folk. Samlet set var der nok over 150 sommerklædte gæster.

Det gode vejr og de høje temperaturer gjorde samtidig, at der var gang i salget i Grillen. Det lille udsalgssted på torvet har nu fået navn, så ingen er i tvivl om, hvor de skal købe fadøl, is med mere.

I aften onsdag, 12. juli, er der igen musik på Kimbrertorvet. Desværre ser det ikke ud til, at vejret bliver lige så godt som i lørdags. Men forhåbentlig retter vejret sig igen, så musikken kan nydes de kommende lørdage og onsdage i Aars.

Aars Handel er arrangør af musikarrangementerne på Kimbrertorvet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"