M-M-M version 2 i Nibe

Onsdag, 10/03/2010 19:38

Nibe Bryghus gennemførte forleden Malt, Mad & Musik i en forstørret udgave, i forhold til et tidligere arrangement.
Arbejdsgruppen blandt bryghusets aktionærer opfandt sidste år dette koncept og gennemførte det første af slagsen i oktober sidste år, med 86 deltagere.
– En god start som vi ville følge op på og forleden løb version 2 af stablen – med 31% flere deltagere, så vi kan med rette sige at succesen er hjemme, fortæller Peder Bach fra bryghusets bestyrelse og aktivitetsgruppe.
Konceptet med MMM går i sin enkelthed ud på at kombinere disse 3 ingredienser i tilpas størrelsesforhold og få en hyggelig aften ud af det.
Malt’en var som vanlig lagt i karrene af vores brygmester Antoni, som til aftenen blandt andet havde sat årets påskebryg på hanerne. Og som en sagde ved baren: »Nu kan påsken bare komme an!«.
Mad’en var fransk inspireret at chefkok Peter fra restaurant Bryggen: kotelet Chaseur som var fint afstemt med ølvalget.
Og det sidste M i denne faktor  - Musik’ken -  var denne gang lagt i strengene på røveren fra Rolds dunkle skove: Axel Meilholm. Og strengene fik liv under koncerten, især da Axel gik rundt blandt publikum og improviserede sin sangtekst så den passede på og omhandlede de gæster, han sang til. Der var lidt til fødselaren, de tykmavede, de tyndhårede og damen med krøller.
Axel Meilholm lavede flot PR for sin CD……men den jordjyske beskedenhed slog igennem…..han havde kun 4 stk med til salg, som selvfølgelig blev solgt hurtigt! Han har lovet at tage flere med næste gang han kommer!
At dømme efter deltagernes antal – 118 mod 86 første gang – og deres reaktioner, må det siges at lykkes.
– Det betyder dog også at vi har nået grænsen for hvor mange vi kan være til sådan et arrangement i Bryghuset. Vi vil sikre at alle deltagere får en rigtig god oplevelse, så vi udvider ikke deltagerantallet, slutter Peder Bach.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"