Møde om den nye købmand 13. august

Af Torsten Hansen, Onsdag, 26/06/2019 08:17

VEGGER: - Vi er i en meget positiv dialog med både den nuværende og den nye købmand. Derfor har vi besluttet, at vi vil indkalde til borgermøde tirsdag, 13. august, siger formanden for Vegger Borgerforening Dean Aldberg til Aars Avis.

- På mødet vil vi være mere konkrete omkring de økonomiske tal det hele handler om.

Hvad koster købmandsforretningen, hvad koster det vi vil lave, og hvor meget råder vi over, fortsætter Dean Aldberg. Endnu er der ikke opnået enighed om selve prisen på købmandsforretningen, men Dean Aldberg lægger ikke skjul på, at foreningen arbejder på at finde alternative måder at rejse penge på, for at få enderne til at nå sammen. Det kan være ansøgninger hos fonde og lignende.

Han vil endnu ikke fortælle, hvor mange penge der er kommet ind gennem borgerindbetalinger.