Loop Fitness i Aars flytter og udvider

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 15/11/2023 08:00

AARS: Loop Fitness i Aars har brug for mere plads og åbner omkring nytår i større lokaler i ejendommen Himmerlandsgade 118. Det giver mulighed for en udvidelse af aktiviteterne, som fremover bliver for hele familien.

I øjeblikket gøres lokalerne klar med maling og rengøring. Det sker efter en længere periode, hvor de har stået tomme siden Fitness World trak stikket og flyttede fra Aars.

- Det er de helt rigtige lokaler til os. Vi udvider fra 238 kvadratmeter til 636 kvadratmeter, og får dermed den plads vi fortjener, siger daglig leder af Loop Fittnes i Aars, Allan Frederiksen.

Døtrene Grith og Ditte Sølbeck driver Loop Fitness i Aars, og tilsvarende i Løgstør og Svenstrup. Gennem årene har de fået et stort antal brugere af Loop-programmerne, og har længe haft et ønske om mere plads i centeret i Aars. Brugerne kommer fra Aars og fra oplandet.

- Vi har undersøgt forskellige muligheder, men da vi fik tilbudt lokalerne i Himmerlandsgade 118, kunne vi se, at det er her vi skal være. Her er det rigtige gulv til fittnes, træningssale og udsugningsanlæg, og med en beliggenhed ved indkørslen til midtbyen, ved rutebilstationen og med facade mod Markedsvej, opnår vi stor synlighed, siger Allan Frederiksen.

En næsten tredobling af centerarealet giver mulighed for indretning af et stort legeområde, hvor mindre børn kan opholde sig, mens forældrene træner. Der bliver cafe, plads til opvarmning, cirkeltræning og udstræk. Til børn mellem otte og 14 år bliver der et specielt motionsområde med otte træningsmaskiner tilpasset børn.

De to søstre er uddannet i kostvejledning og personlig træning og vil tilbyde et program med navnet “Fit by Sølbeck”.

- Vi overtog Loop i Aars i 2020 efter det havde været i gang i et par år. Vi har været glade for tiden i Himmerlandsgade 81, men det er først nu hvor vi får mere plads, at vi helt kan udfolde vores program “Fit by Sølbeck”, siger Grith Sølbeck.

De nye motionsredskaber er på vej til Aars, så man i realiteten skulle kunne åbne mellem jul og nytår eller umiddelbart efter. Det haster dog ikke, så længe lejekontrakten med den nuværende udlejer af lokalerne i Himmerlandsgade 82 løber, så der laves formentlig en glidende overgang.

Med de nye træningsmuligheder og programmer bliver Loop i Aars godt kørende, og kan tilføre byen noget nyt som kan tiltrække nye brugere, der ønsker at opnå sunde kost- og træningsvaner.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"