Lokale jægere starter fodring af svømmefugle

Torsdag, 14/01/2010 00:49

Det er koldt derude!
Sådan lyder det i en af vore kendte danske vintersange.
– Og det må nu også ænder og mange andre af fjordens svømmefugle nu sande, for Limfjorden omkring Nibe er nu næsten helt tilfrosset, og fuglene har kun ganske få steder hvor de kan søge føde.
Det har man også set i Nibe Jagtforening, der som ét af sine mange virkefelter også har vildtpleje på programmet.
– Vi har drøftet situationen, her på det seneste, og i Nibe Jagtforening har vi nu besluttet at sætte ind med vinterfodring af de ande- og svømmefugle, der holder til ved det lille vandløb, som i folkemunde kaldes »Limfabrik grøften« mellem havnen og Nibe Roklubs bådhuse, forklarer Peter M. Knudsen, formand for foreningens flugt-skydningsudvalg.
– I Nibe Jagtforening har vi vildtpleje på programmet. Det er nu ikke blot for at have noget at skyde på når vinteren er ovre, men allermest for at hjælpe lidt til, der hvor naturen bliver for barsk overfor sine egne »beboere«, lyder det fra Peter M. Knudsen.
Fodrer igennem til foråret
– Vinteren kan endnu blive barsk og meget lang, og det vil under alle omstændigheder betyde døden for mange fugle på og omkring fjorden. Sådan er naturens gang, både til vands og til lands. Men som jægere og naturelskere ser vi gerne, at de fugle vi har adgang til, kommer gennem vinteren, og så er der naturligvis også de glæder der er ved at kunne iagttage fuglene omkring fodringstiderne, der på hverdage er kl. ca. 15.30 og i weekends omkring kl. 14, siger Peter M. Knudsen til Nibe Avis.
Man er således velkommen til at møde op og følge fodringen, der som det nu ser ud med vinterens omfang, bliver gennemført indtil fuglene ikke spiser op fra dag til dag.
Der udlægges omkring 100 kilo kornfoder dagligt.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"