Lions loppemarked i Aars fik fyldt messecenteret

Af Ture Damtoft, Søndag, 28/04/2019 13:38

AARS: Igen bliver der sat rekorder til loppemarkedet i Messecenter Vesthimmerland, som Lions Club Aars holder hvert forår.

To af messecenterets haller er godt fyldt op i weekenden 27.-28. april, og er man på udkig efter nye møbler, er udvalget i hal 1 både stort og meget billigt. I hal 2 er der de mindre ting, og ikke mindst et nok 20 meter langt bord med tøjbamser tiltrak mange af de mindre besøgende - og det var de færreste forældre, som kunne nænne at sige nej.

Det gjaldt også Janni Skovborg, der havde børnene Sander på syv, Sila på fem, Sasha på 11 og kusinen Ida Løvschall på 10 år med til Aars fra Frederiks ved Karup.

- Min svigermor bor i Aars, og vi skulle da op og se, om der var noget spændende. Man finder altid noget. Vi har købt rulleskøjter og tennissæt, og nu vil de have en koala og en panda som krammedyr, siger Janni Skovborg med dne kærligt brokkende tone, som vi forældre finder frem, når børnene vil have lidt mere end vi havde tænkt os - men nu er det jo så billigt, man er i godt humør, og så kan de da godt lige få den ekstra ting.

Hele markedet handler om at give. Alle entréindtægterne går til at støtte Barnets Blå Hus og sorggrupperne Børn i Sorg, og så er alle varerne selvfølgelig blevet gavmildt doneret i løbet af året.

- Det er virkelig fine ting, vi får doneret, og det er heldigvis blevet mere og mere populært at gå til loppemarkeder, så der er kommet rigtig mange gæster. Sidste år havde vi 3700 gæster, så der blev 75000 kroner til Børn i Sorg. Vi regner med cirka samme antal besøgende i år, og så fordeler vi pengene på de to organisationer, siger Leif Ervolder, der står for al promoveringen af loppemarkedet, der i år bliver holdt for 51. gang.

Overskuddet fra selve loppemarkedet går i klubbens aktivitetskasse, som støtter med penge til mange gode formål både lokalt, nationalt og internationalt.

- Alle klubber kan mærke, der er blevet skåret i budgetterne, så vi får flere og flere ansøgninger. For seks-syv år siden gav vi 10.000 kroner i julehjælp, nu giver vi 30.000 kroner. Man kan sige, vi støtter dem, som har udfrodringer, de ikke selv har bedt om, siger Leif Ervolder.

Læs mere i Aars Avis på onsdag...

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"