Lions Farsø giver 10.000,- kr. til Julemærkehjemmet i Hobro

Tirsdag, 29/12/2009 14:13

Lions klubben har besluttet at overskuddet skal gå til Julemærkehjemmet i Hobro, der på nogen måder er på finansloven, men udelukkende drives af overskuddet ved salg af det officielle julemærke og forskellige donationer.
- Vi ved vist alle hvor megen gavn og glæde et ungt menneske har af et ophold på Julemærkehjemmet, så det var ikke vanskeligt at få medlemmernes tilslutning til at overskuddet fra salget af det ”lokale” julemærke skulle gå til hjemmet i Hobro, fortæller Peter Møller, der er initiativtager til det lokale julemærke. 
Klubbens præsident, Jens Alsøer og Peter Møller drog derfor til Hobro lige før jul for at overbringe pengene.
- Vi blev varmt modtaget af forstander og daglig leder, Marie Høgsbro samt tre af de unge elever på hjemmet. De tre unge gik godt nok og ventede på at blive hentet hjem til juleferie, men de kunne sagtens kunne få tid at vise os rundt, fortæller Peter Møller videre. Under rundvisningen fortalte de tre unge om både den smukke udsigt til Østerskoven, opholdsrummene og de hyggelige tre personers værelser, samt om mange af de aktiviteter der er på stedet. Ikke mindst fortalte de om alle de unge opholdet på julemærkehjemmet gavner, og om vigtigheden af fortsatte donationer til stedet.
Et ophold på julemærkehjemmet varer normalvis 10-11 uger og ud over at få styr på sine egne problemer, knyttes der også mange vigtige venskaber, der varer ved - også efter at opholdet er slut.
- Der er ingen tvivl om, at efter denne oplevelse og indsigt i, hvor meget det betyder for unge med problemer at få sådan et ophold, vil Lions igen næste år prøve at udgive et lokalt julemærke, tegnet af en lokal kunstner, slutter Peter Møller.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"