Lions Club giver en "folkegave"

Mandag, 14/06/2010 15:22

STORVORDE: Der var mødt ca. 30 mennesker op fra Lions Club, Klarup, Båndbyhallen og Tofthøjskolen, da Lions Club forleden overrakte en gave, der kan vise sig at være liv værd.
Den formelle modtager er Båndbyhallen, hvis formand Lars Peter Frisk fik overrakt en hjertestarter af præsident Leo Jensen fra Lions Club.
I sin begrundelse for valget af gave, sagde han bl.a.:
”Det er med glæde, at jeg som præsident for LC Klarup på vegne af klubben kan overdrage denne hjertestarter til Båndbyhallen og Tofthøjskolen, hvor der færdes mange mennesker. Både sportsudøvere, men også andre af byens og egnens borgere. Så skulle behovet for hjælp opstå, er der nu en mulighed for at hjælpe”.
For at gøre gaven fuldendt, er der også uddannelse af 15-16 brugere til hjertestarteren med.

Bingo-spil er nøglen
Leo Jensen berettede om årets store Bingo-spil, der bakkes utroligt meget op af både sponsorer og spillere.
”I forbindelse med spillet valgte vi som noget nyt, at gøre opmærksom på, hvad overskuddet ville blive brugt til, nemlig en hjertestarter til nærområdet. Valget faldt så i denne omgang på Storvorde, men jeg håber faktisk, at der aldrig bliver brug for den. Så hermed overdrages gaven officielt til Båndbyhallen”.
Der var klapsalver til Leo Jensen, da han gav hjertestarteren til Lars Peter Frisk, der replicerede:
”Vi er meget glade for denne gave og takker Lions Club Klarup. Jeg er ganske enig med Leo i, at det vil være dejligt, hvis der ikke bliver behov for at bruge den. Men det giver tryghed, når der er en redningsmulighed”.
Båndbyhallens cafeteria dannede rammen om festligheden og trakterede med en øl og vand.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"