Lillevangen fra Aars udgiver ny EP

Af Torsten Hansen, Fredag, 04/10/2019 16:00

AARS: Det spiller for Bandet Lillevangen fra Aars. I dag fredag, 4. oktober udgiver de deres anden EP.

- EPen kalder vi "Vågen Nu". Titlen hentyder til, at vi er begyndt at finde os selv, siger Christian Bigum, der sammen med Hans Gass Sibbesen, Kristian Helmer Kjær Larsen og Morten Frost danner Lillevangen.

Det der har vækket Lillevangen er blandt andet, at de nu har spillet på både Smuk Fest og Nibe Festivalen. Det har fået dem til at se sig selv i et klarere lys.

Lillevangen har arbejdet med den seneste EP i et års tid. Forud for EPens udgivelse udkom leadsinglen “Morgensol”.

- Det hele er blevet til gennem deltagelse i karriereudvikling i Frederikshavn. Vi fik et opkald og blev tilbudt at deltage. Det har været megafedt, og vi har fået mange professionelle råd undervejs, understreger Christian Bigum.

Udgivelsen af EPen følges op af koncerter. Først i Aalborg i morgen lørdag, hvor Lillevangen spiller i Studenterhuset sammen med Bogfinkevej. I næste uge spiller de i København, Roskilde, Frederikshavn og Odense.

- Vi vil også gerne komme og spille i Aars. Vi er også blevet tilbudt det, men det har ikke lige passet, de gange vi har fået tilbuddet, beklager Christian Bigum.

Bandmedlemmerne i Lillevangen stammer fra Lillevangen i Aars, men i dag bor tre af dem i Aalborg og en i Århus.

Selvom Lillevangen er forholdsvis ny på den danske musikscene har de allerede over 100.000 afspilninger, og på stående fod over 13000 lyttere om måneden. De er desuden inde på flere spotifyplaylister, herunder: Nye danske hits, New Music Friday Denmark, Det’ Dansk,Det’ hyggeligt og New & Cozy.

I skabelsen af den nye EP har Lillevangen arbejdet sammen med store danske kunstnere som China, Michael Møller fra The Mountains og Broken Twin.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"