Lille stor sejr til Aars IK

Af Ture Damtoft, Lørdag, 19/09/2020 11:01

Vaarst vs. Aars IK 0 - 1

FODBOLD: Det var en lille sejr, som Aars Idrætsklub fredag aften 19. september hev hjem på udebane mod Vaarst.

Men det var et stort resultat i en kamp, hvor ingen af holdene nåede top-niveauet, og chancerne ikke ligefrem hang på træerne.

- Det var ikke en ret god fodboldkamp, erkender træner for Aars Morten Freundlich.

- Holdene spillede ikke nær så godt, som vi gjorde i Aars. Men hvis nogen fortjente at vinde kampen, var det os. Vi har de største chancer, spiller nok med en kende mere energi og er isæe bedst i anden halvleg, siger Morten Freundlich.

Det var da også i anden halvleg og kort før tid, at Aars fik bolden i nettet.

På et godt angred i venstre side kommer Aars igennem, Mikkel Raffn Pilegaard får bolden lagt indover, og Rasmus Poulsen, der var blevet skiftet ind efter 60 minutter, lægger den i mål med højre inderside til resultatet 1 - 0 til Aars.

Selvom kampen ikke var en fryd for øjet at se på, tager spillerne en masse god erfaring med hjem til Aars. Nok især forsvaret og målmanden.

- Forsvar og målmand er jo lykkelige, når der ikke går noget ind, og vi klarede at begrænse Vaarsts chancer til det absolut minimale. Det er især vigitgt, når man ikke spiller så godt. Vi har spillet andre kampe, hvor vi ikke giver så mange chancer væk, men hvor vi selv har haft mange chancer. Denne her kamp er nok første gang, hvor vi virkelig formår at begrænse modstanderne, selvom vi ikke selv spiller så godt. Det var fedt at se og et godt tegn på, at vi kan spille dårligt og stadig vinde, siger Morten Freundlich.

Med de tre point til tabellen ligger Aars IK igen på førstepladsen efter otte kampe.

Næste kamp er på hjemmebanen Sondrup Park på søndag 27. september i et lokalopgør mod Nørager/Rørbæk.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"