Leo Helmer Årets Landsby ildsjæl

Fredag, 18/12/2009 01:36

Ved et arrangement i Sundhed og Bæredygtig Udviklings lokaler i Aalborg blev spændingen om, hvem der er Årets Ildsjæl og Årets Landdistriktsprojekt udløst.
Årets Ildsjæl 2009
Lige til det sidste formåede rådmand Thomas Kastrup-Larsen at holde spændingen om Årets Ildsjæl:  »Årets ildsjæl er en rigtig ildsjæl, der med et stort og brændende engagement har sat udvikling og fællesskab i sit lokalområde på dagsordenen. Det er ikke småting denne ildsjæl har formået«, sagde Thomas Kastrup-Larsen inden han overrakte prisen som Årets Ildsjæl 2009 til Leo Helmer fra Vokslev.
Leo Helmer har gennem sit mangeårige brændende engagement været primus motor for igangsætning af flere udviklingsinitiativer i Vokslev. Heraf skal særligt fremhæves Leo Helmers store, utrættelige og uegennyttige arbejdsindsats i forbindelse med projekterne »Vokslev Kultur og Natursti« og »Renovering af Huul Mølle« samt hans arbejde med oprettelse og vedligeholdelse af Vokslevs hjemmeside.
Aalborg Kommunes Aktionsgruppe og Udvalget for Sundhed og Bæredygtig Udvikling valgte enstemmigt at tildele prisen til Leo Helmer. Prisen som Årets Ildsjæl er en unik kunstgenstand designet af Anne Flohr, Glaskunstner fra Lillevorde.  Derudover modtog Leo et diplom samt en buket blomster.
En række lokale repræsentanter fra det lokale foreningsliv omkring Vokslev og Vokslev Samråd, samt de lokale medlemmer af AKA-Puljen Holger Elberg og Hans Thorup var mødt op for at hylde Leo Helmer.
Årets landdistriktsprojekt 2009
Årets landdistriktsprojekt blev »Projekterne ved Tejlværkssøerne« i Gandrup. Prisen blev modtaget af tre repræsentanter fra foreningslivet i Gandrup og omegn.
Begrundelsen for valget af projekterne ved Teglværkssøerne er, at etablering af tilgængelighed til det rekreative område ved Teglværkssøerne og de efterfølgende projekter, er et glimrende eksempel på, hvordan udviklingen af et område, igangsat før kommunalreformen, uhindret er fortsat efter kommunalreformen.  
Tolv grupper og enkeltpersoner havde foreslået kandidater til Årets Ildsjæl og der var mange gode og værdige kandidater til prisen.
Årets Landdistriktsprojekt og Årets Ildsjæl vil blive uddelt hvert år i december måned på samme måde som i år, hvor borgerne i landdistrikterne vil få mulighed for at foreslå deres lokale ildsjæl.  Årets landdistriktsprojekt bliver valgt blandt de mange projekter, der søger om økonomisk støtte ved en af de to puljeordninger, som er målrettet udvikling af Aalborg Kommunes landdistrikter – Puljen til Lokal Projekter (AKA-puljen) og Fyrtårnspuljen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"