Legesportsdag på Friluftscenter Katbakken i Øster Hornum

Onsdag, 16/06/2010 11:13

ØSTER HORNUM: Tirsdag den 8. juni havde Rebild kommunes Idrætslærere i samarbejde med Dansk Skoleidræt arrangeret det årlige friluftsarrangement for fjerde klasserne fra samtlige skoler i kommunen på Friluftscenter Katbakken i Øster Hornum.
Netop tirsdag skinnede solen fra en næsten skyfri himmel og de mange glade og forventningsfulde fjerde klasses elever skulle på hold, prøve kræfter med masser af forskellige sjove aktiviteter.
Børnene lærte nye lege, der var rundbold og fodbold, forhindringsbane, ”dækrul”, stratego, tennis, strandhåndbold og høvdingebold og alle gik til aktiviteterne med godt humør.
Kl. 13.30 var der afslutning på dagen og 13.45 kunne de mange børn atter stige ind i busserne og drage hjemad, mætte af indtryk og klar til at tage fat på skolebøgerne igen, inden skoleferien om nogle uger står for døren.
   

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"