Landsholdsspiller Michael Silberbauer gæstede Bavnebakkeskolen

Onsdag, 26/05/2010 10:55

STØVRING: Torsdag den 20. maj var Michael Silberbauer på besøg på sin gamle skole Bavnebakkeskolen i Støvring. Her blev det til et møde med mange af de gamle lærere, som Michael havde haft på skolen og naturligvis blev der også tid til at møde skolens ca. 400 elever fra 0.-7. klasse. Her fik man virkelig et indblik i, hvor populær den tidligere Støvring spiller er blandt de mange børn.
Der blev uddelt postkort og naturligvis masser af underskrifter, og Michael Silberbauer fik også tid til at snakke med en del af børnene.
Senere på dagen var landsholdspilleren også på besøg hos Støvring IF Fodboldafdeling, hvor Michael Silberbauer spillede de første mange år af sit fodboldliv.
Michael Silberbauer er født og opvokset i Støvring og hans talent var tidligt klart, og i ungdomsårene spillede han således en lang række kampe på DBU’s ungdomshold, ikke mindst på U/21-landsholdet, hvor han fik 24 kampe. I 2002 debuterede han på A-landsholdet, og siden er det blevet til 14 kampe og et enkelt mål på holdet.
På klubsiden har Michael Silberbauer i ni år spillet i den danske superliga, hvor det er blevet til 111 kampe for AaB og 196 kampe for FCK. I 2008 skiftede han til FC Utrecht i Holland, hvor han i dag er fast mand på førsteholdet.   

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"